Spiritualitet

SPIRITUALITET
10.03.2023
Det er som om jeg er kommet ind i en ny fase.
Verdens tilstand med stråling, virus, neoliberalistiske blokeringer for forandring, klimaforandringer, ødelæggelse af jorden, m.m gav mig på et tidspunkt følelse af klaustrofobi. Hvis denne materielle verden som vi maltrakterer er det eneste der er, sagde jeg til mig selv, er der ikke meget ved livet.
Det førte mig tilbage til tanker og oplevelser fra min barndom, hvor jeg var meget optaget af antroposofi. Min glæde ved antroposofien døde lidt ud efter at jeg havde varet musiklærer på Steinerskolen i et antal år og ikke følt mig godt tilpas der.
I hvert fald blev jeg ført tilbage til et tankeeksperiment jeg lavede som barn og som den gang skræmte mig.
Jeg forestillede mig at jeg bevægede mig i rummet. Jeg kom længere og længere ud i rummet og i følge den logik som det materielle livet havde givet mig omkring tid og rum, måtte denne rejse på et eller andet tidspunkt holde op. Der måtte komme et slut eller en væg som markerede at nu var jeg kommet så langt som det var mulig. Men da dukkede den uhyggelige tanke op at der jo måtte være noget bagved væggen. I min bevidsthed blev det til at hver gang jeg kom til en væg ville universet fortsætte bag ved denne væg.
Jeg holdt op med dette tanke eksperiment, fordi det skræmte mig sådan.
Når jeg i dag kommer tilbage til denne tankerække bliver den for mig et bevis for at den materielle verden ikke er den endelige verden, men der må være en anden verden der er den virkelige og at den materielle kun er en del af denne mere virkelige virkelighed, som ikke er underlagt begrænsninger i tid og rum
Denne tanke får klaustrofobien til at forsvinde.
Nu har jeg altså et afset i denne tanke som jeg begtragter som den eneste mulige forklaring og løsning på det dilemma jeg støtte ind i med mit tankeeksperiment som barn.
Det er noget at stå på som føles sikkert og rigtig.
Den gang jeg som ung læste Steiner inspireret af min gode veninde og medstuderende på musikskolen, Ulla, syntes jeg at bøgerne jeg læste var interessante, men jeg læste dem kun med halve mig og det ramte ikke for alvor ind på dybet. Mere noget jeg forholdt mig til intellektuelt.
Det er anderledes i dag hvor jeg står ovenpå overbevisningen af eksistensen af en for sanserne usynlig verden, som den virkelige, fordi hvis jeg tager dette alvorlig må jeg finde et forhold til denne usynlige verden.
I første omgang bliver jeg klar over at jeg ikke behøver at have et åndeligt øje for at kunne se denne usynlige verdens manifestationer skinne igennem.
Jeg kan få den tanke at det var en mening udover den at flygte fra strålingen på Bækkelundsvej. At komme herud hvor jeg hver dag kigger ud på havet og det vidunderlig skue der udfolder sig. Havet, farverne, vandet, vinden. Alt minder mig om noget hinsides det materielle.
Jeg føler en længsel efter at gribe det bagved tingene for at få en tydelig bekræftelse på at det er rigtig det jeg tænker, men samtidig synes det mig som om jeg helt mangler evnen til at udvikle oversanselige organer som kan orientere mig i en for de fysiske sanser ikke fornembar verden.
Ved at reflektere over alle de ting og fenomener som naturvidenskaben ikke kan forklare har jeg igen et holdepunkt. Livskraften – hvorfor er den der? Hvor kommer den fra? Hvad er den egentlig?
Tænkningen – hvorfor har vi den? hvor kommer den fra? Hvordan skal vi forklare den?
Bevidstheden – Hvorfor har vid den? Hvor kommer den fra? Hvordan kan vi forklare den?
Der er utallige eksempler som vi bare tager forgivet, men ikke kan forklare.
Ved at læse Steiner er der meget som tiltaler mig og som jeg kan forbinde mig med gennem min egen erfaring. F eks de tre legemer. Det fysiske det æteriske og det astrale, som passer meget fint i den tænkning jeg har udviklet gennem psykoterapien.
Den fysiske krop er simpelthen den fysiske krop og hvis den ikke var belivet ville den opløses.
Livskroppen som beliver kroppen og som har formet kroppen. Hjertet som slår. Åndedrættet som pulserer.
Sanse/bevidsthedskroppen som lægger mærke til hvad der forgår som sanser udadtil og indadtil og som står i et evigt samarbejde med de andre kroppe.
Steiners billede af Kristus holdende Lucifer og Ahriman i balance mellem dem, finder jeg passer riktig fint ind i sådan 393939som verden ser ud i dag. Vi ser på den ene side de luciferiske kræfter, hvor løgn, misinformation, folkeforførelse, følelser på afveje dominerer en stor del af billedet og på den anden side de ahrimanske kræfter som er de døde sterile tankers univers.
Så langt er jeg kommet, men ikke længere. Steiners kosmologi, karma og reinkarnation, livet efter døden står jeg lidt måbende og interesseret overfor uden at helt kunne forbinde mig med det, men interessant er at forestillingsmæssig prøve det af.
I lang tid har jeg været meget opsat på at få videnskabelige forklaringer på tingen jeg møder i verden, men efterhånden går det op for mig at jeg ikke på noget tidspunkt helt sikkert kan vide om de videnskabelige resultater holder bl.a. fordi videnskaben bruges af industrien som manipulation, eller resultaterne holder ikke fordi virkeligheden er så kollosalt meget mere nuanceret end hvad undersøgelserne tager holdning ting. Videnskaben kan aldrig sige sandheden, højest pege på sandsynligheder
Begynder jeg så at medtage idéen om en usynlig verden udenfor eller flettet ind i den materielle så bliver det meget komplekst.
Hvad kan jeg da som menneske stole på indeni mig selv. I psykoterapien ser jeg i hvor høj grad selvbedrag, projektioner og overføringer slører menneskers klare opfattelse af hvad der faktisk er der ude og hvad deres grumlige sjæl producerer.
Ønsket om at der skulle være noget andet end en materiel verden og et liv der ender med døden, punkt og slut kan visselig forføre mig til at skabe billeder af noget større fordi det giver mig trøst og mening, men med min rumoplevelse og skrækken ved at opdage umuligheden ved endeligheden kan jeg ikke argumentere imod. Jeg er nød ud fra mig selv og min tænkning at sige: det er et faktum. Det er noget større, det kan ikke være anderledes. Omvendt kunne jeg sige at de som ikke vil anerkende dette måske læner sig op af en slags sikkerhed om endelighed og grænser for ikke at blive bange for evigheden intetheden og grænseløsheden.
Beslutningen om at anerkende min indre logik og dermed en verden uden grænser, uden tid og rum som eksistensens egentlige grundlag, har ændret mit syn på mig selv og den verden jeg lever i. Frem for alt har det fået mig til at stole på min indre dømmekraft selv om jeg ikke kan bevise eller dokumentere det som jeg fornemmer som sandt og rigtigt.
Jeg tror at mamma havde kommet til en lignede slutledning i den sidste del af sit liv. Hun erklærede at hun var buddhist og troede på genfødselen. Hennes guru blev på slutet Bjørn….. og hans bog “jeg har kanske fel”. Der var pludseligt så meget der sagde hende noget från denne bog, som jeg ikke altid selv kunne følge.
Hun troede naivt att alle som læste den ville komma till samma mening som henne. Derfor ville hun forære alle i familjen et eksemplar. Desværre vækkede den ikke så stor genklang som hun havde håbet. Vi lever i en tid hvor materialismen er benhård.