Enfoldighedens velsignelser

Overfladen er helt glat og man kan ikke se andet end den fagre nye verden. Vidunderligt med alt det lejetøj man kan boltre sig med, som bliver mere og mere avanceret og langt overskrider hvad man troede var mulig. Vi behøver ikke længre en gud fordi vi selv er gud. Vi vil ikke kigge på slangen i paradiset på trods at den hænger der synlig for enhver. Så længe vi ikke kigger på den eksisterer den ikke. Men hvis vi hastigt kaster et forskræmt blik derhen, kan vi ikke trække det tilbage igen. Nu har vi set den. Nu er vi medvidende. Nu har vi et ansvar. For pludselig åbner hele den absurde virkelig hed sig. Nu er det ikke længere morsomt det vi ser.

Safety First i musiklivet?

Artikel af Hans Erik Deckert


”Safety first” i musiklivet?
Det er en selvfølge, at tingene skal være i orden i det professionelle musikliv. Hvorfor sætte et spørgsmålstegn ved det? Svaret er modspørgsmålet: Er “Safety first” i musiklivet et garantibevis for musikalsk liv? Hvad er ”musikalsk liv”?
Uudsletteligt for mig står en klaveraften af den tyske pianist Wilhelm Kempff i Stadionhallen i Aarhus i 1970erne – det var inden der fandtes et musikhus i byen. Koncerten blev anmeldt i Aarhus Stiftstidende og havde overskriften ”Oplevelser hinsides det beskrivelige”. 1500 tilhørere overværede begivenheden i denne sportshal:
”Man kunne næppe til åbningen af Wilhelm Hansens nyetablerede koncertserie i Aarhus have fundet en fornemmere og mere markant kunstnerpersonlighed end Wilhelm Kempff. Blandt pianister kan få eller ingen måle sig med ham i dybden af det musikalske udsagn, og man måtte ved koncerten i fredags så stærkt som nogensinde erkende, hvor uformuende sproget er, når det gælder at beskrive, referere eller blot skitsere et musikalsk indtryk.
For Wilhelm Kempff formidler det reneste, mest slaggefri i de fortolkningsmuligheder, værkerne repræsenterer. Det er klaverspil af krystallinsk klarhed og besjælet af en poetisk kraft, der får hver tone til at krible af liv og vilje til viderefart. Men det psykologiske ”indhold” ligger hinsides alt anekdotisk, lader sig end ikke tilnærmelsesvis karakterisere med de ord, vi har for menneskelige følelser og oplevelser. Og dog er det så almenmenneskeligt elementært, hvad der sker.
At gå i detaljer med beskrivelse af den uendelig rigt nuancerede dynamik, den lysende klare stemmeføring eller den formidable klangsans vil i grunden blot være at gå udenom det væsentlige, som var oplevelsen af musik som en levende organisme, en struktur i tidens dimension, der etablerer sin egen indre logik, tilsyneladende autonomt, men i intim sammenhæng med den menneskelige psyke. At forsøge nærmere at indkredse oplevelsens art er imidlertid omsonst, da den er uløseligt knyttet til musikken i det klingende øjeblik.”
I sommeren 2019 mødte jeg en af mine kollegaer fra konservatorietiden ved en fødselsdagsfest. Han spurgte mig: ”Hvorfor lyder alt anderledes i dag end tidligere?” Jeg svarede, at præstationen, sikkerheden, karrieren, selvcentreringen havde reduceret det egentlige musikalske budskab til en bisag. Det var ikke blot, fordi kammertonen havde nået inflatoriske højder, de stressede tempi blokerede for en inderliggørelse og lydstyrken efterhånden betød en alvorlig belastning for hørelsen, men fordi vor tilværelses udvendighed havde fortrængt musikkens livgivende kræfter. Klanglig monotoni, anonym intonation og mekanisk rytme havde lagt sig som ”smog” over det musikalske landskab. Man beundrede primært færdighederne. Sjælens næring som det essentielle var gledet i baggrunden.
Allerede i 1931 forudanede den uforlignelige dirigent Wilhelm Furtwängler denne udvikling, da han i forbindelse med indspilningsteknikkens daværende sejrstog skrev sin essay ”Musikkens livskraft”, hvor det hedder:
”I dag er kriteriet på en god klavertolkning eller orkesterkoncert i stigende grad blevet den perfekte, udlignende, altvidende grammofonplade i stedet for den altid kun én gang levende reproduktion. Og således er også alle den ´pladerigtige´ musicerens ejendommeligheder mere og mere blevet overført til koncertsalen; samtidig med den tekniske perfektion kom frygten for de alt for langsomme tempi, for de store modsætninger, pauserne, angsten for alt hvad der er ekstremt, men samtidig også for alt hvad der er strukturende, formgivende, i dybere forstand skabende. Det betyder nu en afgørende ændring i vor musiceren overhovedet: Musikken blev mere og mere frataget sin motoriske, levende-umiddelbare karakter. Rytmen, det levende hjertes pulsslag, blev tilnærmet maskinens mekanisk-skematiske takt, den organiske form blev helt ind i den mindste sangfrase berøvet en del af sit indhold af varme, af fyldig, blodrig, levende ´væren´. Den blev fattigere på umiddelbar livskraft – på ´vitaminer´, om man vil. Den begyndte mere og mere at antage den flade smag af destilleret vand.”
I sommeren 1951 oplevede jeg Pablo Casals for første gang. Det var i Beethovens g-mol sonate. Begyndelsestakterne står den dag i dag i min erindring. Aldrig før havde jeg hørt en sådan cellotone. Den åbnede for en fuldkommen ny dimension i musikken. Det var klangen der bevægede sig uophørligt! Tonen kom et sted fra og førte videre til det næste sted. Tonen var blevet ”bolig” for den kraft, som var den egentlige livskilde. Øjeblikket var blevet til et panorama. Klangen var den substans, hvoraf musik kunne opstå, hvis betingelserne herfor var til stede. Hertil hørte selvsagt ”Safety” som det uomgængelige ydre grundlag. Men det afgørende var dog, at musikken slet ikke kunne opstå gennem nok så fængslende færdigheder. Den eneste forudsætning hertil var den selvhævdelsesfrie forbavselse, den dybeste ydmyghed, den totale hengivenhed og den uendelige taknemlighed overfor tonernes vidundere. Selvfølgelig havde dette eksisteret til alle tider, men der skulle en opvågnende hændelse til for at igangsætte denne udviklingsproces, der ikke kender nogen afslutning.
I musikken har vi mulighed for at erfare sammenhæng. Vi kan erfare slutningen i begyndelsen og begyndelsen i slutningen. Dirigenten Sergiu Celibidache, en af det 20. århundredes uforglemmelige musikalske øreåbnere, kaldte dette for ”Die Gleichzeitigkeit von Anfang und Ende“ – „samtidigheden af begyndelsen og slutningen”. Musikken bliver her til en oplevelse af helhed, hvor tiden er blevet ophævet og hvor evigheden kan anes. Her møder vi det åndelige, det uforklarlige, musikkens oversanselige realitet, som er tilgængelig for ethvert menneske. Klang og samklang, tonehøjde, tonevarighed og tonestyrke kan blive til en livsytring, når vi korrelerer alt klingende! Musik kan blive til mere end blot nydelse, mere end overfladens glimmer. Musik kan blive til en erkendelsesvej, beslægtet med en indvielsesvej. Denne vej ender aldrig. Den har de største chancer for det enkelte menneskets udvikling, både individuelt og socialt. Fremtiden behøver en musikforståelse, der er baseret på opdagelsen af musikkens åndelige realitet. Så vil meget af det, der i dag kalder sig musik, blive til et affaldsprodukt, hidrørende fra en nådesløst manipulerende musikindustri. Enhver af os har mulighed for at skelne mellem et spirituelt og et utilitaristisk musiksyn, mellem åndsvirkeligheden eller bundtheden til det blot kropslige, når den oplevende bevidsthed aktiveres.
I ovenstående anmeldelse får vi en antydning af, hvad der forstås ved ”musikalsk liv”: ”Det er klaverspil af krystallinsk klarhed og besjælet at en poetisk kraft, der får hver tone at krible af liv og vilje til viderefart.”
Det er en bevæget klang, en korreleret intonation og en struktureret rytme, som kan bevirke en ”opstandelse” af musikken! Ethvert menneske er født med sit eget musikinstrument. Ellers ville vi ikke kunne synge. At vi i dag har fænomenale færdigheder i musiklivet er en af tidens store gaver. Men denne gave er imidlertid ikke adgangsnøglen til musikkens ufattelige mysterium. Nok imponeres vi af perfektionen i vort musikliv, men besjæler den os? Bliver den også musikalsk, blot fordi vi mestrer vanskelighederne? Overvinder ”safety” klanglig monotoni, anonym intonation, mekanisk rytme? Eller fornægter en fremtidig musikforståelse sådanne kriterier?
En anden gave i vor tid er muligheden for at udvikle en større bevidsthed om det musikalske fænomen. Vi kan mere end nogensinde før møde musikkens virkelighed gennem skoling. Denne musikkens virkelighed slumrer i ethvert menneske! Den er permanent tilstede. Når vi musicerer, bryder den frem, selvom vi intet eller næsten intet har gjort for at fremme den. Hvert menneske er musikalsk! Men musikkens livskraft behøver omfattende pleje i hverdagens umusikalske udørk som eksempelvis færdighedspleje blot for færdighedens skyld. Den vil formidle erkendelsesprocesser til de ”hungrende” blandt os. En sindelagsændring i nutidens musikuddannelse er fornøden.

Som eksempel på det klanglige nærvær anføres begyndelsestakterne i Schuberts strygekvintet, skrevet kort før hans død: C-dur akkordens inderligt lysende og ophøjede ro, den bratte overgang til den afgrundsdybe formindskede septimakkord c-es-fis-a og c-dur akkordens tilbagevenden, og tilsvarende i takt 11 ud fra dystre d-mol.

Som et eksempel på en korreleret intonation anføres en række små motiver, hvor de uomgængelige formindskede og forstørrede intervaller står i forgrunden (det kan også opleves på et tasteinstrument):

Som et eksempel på en struktureret rytme anføres en passage fra Wilhelm Kaiser-Lindemanns Variacões Brasileiras for 12 celloer: De 32 sekstendelsnoder samles til et hele. 32 bliver til én, 32 lig 1, hvilket tillige indebærer tempostabilitet. Det begyndende d stræber til det afsluttende e.

Den karismatiske cellist Mstislaw Rostropovich siger om musikkens opgave:
Musik er en art menneskelig medicin. Den der vier sit liv til musikken, burde aflægge et løfte, svarende til den hippokratiske ed: sandhed, renhed og kamp for livet. Hver musiker burde være dels læge, dels præst. Dette er meningen med denne profession, ikke det behagelige liv.

Arnold Schönberg om musikpædagogens opgave (i forbindelse med tilbuddet om at lede musikakademiet i Jerusalem):
Jeg har altid været passioneret lærer. Det har altid ligget mig på sinde at finde ud af hvad der bedst hjælper begyndere, hvordan man kan gøre dem fortrolige med vor kunsts tekniske, åndelige og etiske krav, hvordan lære dem at der gives en kunstmoral, og hvorfor man aldrig må ophøre med at pleje den, men på det skarpeste må kæmpe mod enhver der krænker den. Jeg ville have forsøgt at skaffe dette akademi universel betydning, så at det kunne egne sig til at tjene som modstykke til en menneskehed der i så mange henseender hengiver sig til en amoraliserende, smart materialisme – en materialisme, bag hvilken alle etiske forudsætninger for vor kunst forsvinder mere og mere. Et universelt forbillede må ikke frembringe nogen halvstuderet røver. Det må ikke opdrage instrumentalister, hvis første færdighed blot er færdighed i sig selv, og som er i stand til helt og holdent at tilpasse sig det almene underholdningsbehov. Fra et sådant institut skal kunstens sande præster udgå, præster som træder kunsten i møde med samme ærefrygt som Guds præst ved alteret.

Sergiu Celibidache:
Musik er ikke tillokkende, men en enestående lejlighed til at komme fra det forgængelige til det evige.

5G og dets amoralske grundlag

Det sker mystiske ting i verden for øjeblikket der kan være meget svære at forstå. Verdens ledere holder møde om tackling af klimaforandringerne, men der sker ikke noget resultat af betydning.

Elektromagnetisk stråling er blevet påvist at være et miljøgift. Gravide, børn og unge er i farezonen. Udrulning af 5G pågår ufortrødent.

Der ser ud som om der et meget udbredt dissocieringssyndrom tilstede i verden. På den ene side ved man om, at katastrofen venter lige om hjørnet, men man lader som om den ikke er der.
Industrien har brugt sin ekspertise på at forhindre kendskab til problemerne ud fra én eneste devise. Penge.

Hvis jeg kom fra en anden planet og besøgte jorden ville jeg måbe. Jeg ville slet ikke kunne forstå at en dyreart som havde opnået dette intelligensnivå, nu var i færd med at ødelægge sig selv, ved siden af al sund fornuft.

Set fra et psykologisk perspektiv ville jeg måske forstå hvordan vi havde endt her, på grund af den splittelse mellem intellekt og krop som langsomt har vokset sig større og større i den vestlige kultur.

Videnskabsmændende opfører sig nogen gange som børn. Begejstringen over de muligheder der åbner sig får dem til at overse de problemer der følger med.
Tag for eksempel genmodificeringsdillen, hvor man leger med livets grundstene uden at ane hvad for konsekvenser det har.
Mulighederne der åbner sig for teknikken ved hjælp af 5G overskygger problemerne omkring en teknologi der beviseligt er skadelig for levende væsener (inklusive mennesket.)
En ting er de begejstrede videnskabsmænd. En anden ting er industrierne der står på spring for at udnytte de nye muligheder, ikke primært for fælleskabets skyld, men for pengenes skyld. Ufattelige mængder af penge forventes at opnås ved de nye teknologiske landvinninger fra industrier der har sit ideologiske udspring i det neoliberale tankeset. Dvs det er til sin natur amoralsk. det har kun et sigte og det er at tjene penge. Koste hvad det koste vil.
Disse industrier hyrer firmaer der har udviklet et raffineret system, der kun har til opgave at rydde vejen for forhindringer for industriens produkter. Og den vej er tit kantet med lig. De føler sig ikke forpligtiget til at yde til fælleskabet. “Tvivl er vores produkt ” er et citat fra lederen af Brown & Williamson som et beroligende udsagn til tobakselskaberne. At så tvivl er strategien. Hvis en ryger oplever at der er modstridende videnskabelige resultater, fortsætter de sandsynligvis at ryge. De har blot en eller anden pervers overbevisning om at dette absurde tankemønster opretholder og i sidste ende redder verden. Det samme gælder for elektromagnetisk stråling (EMF). Hvis du hører om modstridende argumenter i debatten om faren ved EMF, vil du sandsynligvis vælge at tro på det argument som frikender muligheden for trådløs kommunikation, sådan at du uden at frygte kan blive ved med at bruge din mobiltelefon som du har gjort hidindtils. En stor del af befolkningen kan kategoriseres som frivilligt uvidende. Dvs. De vil ikke informeres om ting der vil begrænse dem i allerede etablerede vanemønstre. I forhold til 5G kan vi se hvordan det er lykkedes den trådløse industri at fordreje videnskaben, overbevise politikerne, beherske maintstream-opfattelsen af ikke-ionisernede stråling som ufarlig, stik imod klare videnskabelige resultater der taler deres tydelige sprog. Det er selvfølgelig kun et tidsspørgsmål hvornår det går op for de brede masser hvor galt det står til. Det ved industrien selvfølgelig, men ligesom i forbindelse med tobakken, omkring olien, omkring glyfosaten, m.m arbejder industrien på højtryk for at  udskyde det øjeblik hvor vinden vender. Imens sker der katastrofale ting, hvilket i dette øjeblik allerede finder sted i forhold til klimaforandringerne, hvor vi ikkemåske længere kan vende udviklingen. Det er jo et vanvid som er vanskelig at komme til livs fordi mennesker i almindelighed tit ikke aner hvad der forgår og det eneste der tilsyneladende for alvor kan ændre udviklingen ville være hvis befolkningen begyndte at protestere.

Ved siden af de tankefikserede mennesker, såsom videnskabsmænd og industrifolk har vi de mennesker der kun reagerer med følelser, De har en tendens at tro på alt hvad de hør uden at undersøge om det har noget på sig. Disse mennesker findes i begge lejr. De som ukritisk tror på den fagre nye (ufarlige) verden og de som tror alt hvad de støder på på internettet i relation til 5G og faren ved stråling. Det er nemt at putte sidstnævnte i kategorien konspirationsteoretiker.
Læs mere om dette på de følgende links:

https://www.thenation.com/article/how-big-wireless-made-us-think-that-cell-phones-are-safe-a-special-investigation/

https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(18)30221-3/fulltext

https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(18)30221-3/fulltext

Neoantiliberalisme

Det kommer flere og flere stemmer der maner neoliberalismen i jorden, som en økonomisk ikke bæredygtig model.

Vi er jo nogen stykker der hele tiden har vidst dette. Vi har set den ødelæggende virkning denne tankegang har haft på kultur, trivsel, retfærdighed og ikke mindst på miljøet.

Ikke desto mindre fremturer politikerne i samme riller. Og hvis det ikke var så alvorligt truende lige nu skulle vi sikkert vente i 20 år mere før vi har fundet et bæredygtigt nyt paradigme.

Et bæredygtigt paradigme ville, set fra mit perspektiv være at afprivatisere en mængde ting, der i sagens natur ikke hører hjemme i det private..

Et indlysende eksempel er medicinalindustrien, som absolut ikke bør være på private hænder. Der skal ikke være nogen aktieejer der skal tjene formuer på syge mennesker og trække penge ud af det offentlige system.

Ved pandemier vil de private medicinalselskaber tjene formuer på at udvikle vacciner af tvivlsom kvalitet og disse penge kommer fortrinsvis fra det offentlige.

Peter Gøtszche er inde på dette i en af sine medicinkritiske bøger: Staten burde producere og kontrollere medicin og sørge for at de eventuelle penge der tjenes på dette går tilbage til det offentlige.

I Sverige har vi eksempel på at det private skolesystem har blivet en pengemaskine som trækker kapital ud af den offentlige kasse.

Der er en hel mængde områder, hvor det er nødvendig at det offentlige kontrollerer at ressourcerne ikke bliver trækket ud af fælleskassen, og hvor resultatet ender med at man bliver nød til at spare på de offentlige ydelser til ganske almindelige borgere.

Det burde være helt i orden at staten tjener penge og dermed hele tiden kan trække penge tilbage til folket.

Hvorfor skal f.eks en parkeringsplads være privat? De penge der kommer ind ad den vej bør gå til vedligeholdelse af veje og andre ting der har med trafikken at gøre og konkurrencemomentet som argumentation holderheller  ikke her, fordi du vælger jo ikke en anden billigere parkeringsplads hvis du synes at den du står på er for dyr eller har en usympatisk politik

Neoliberalismen vil minimere de offentlige udgifter og lade ressourcerne tilflyde dem der allerede har nok.

Medicin, busser/jernbaner, teleselskaber og elselskaber m.fl. bør igen blive statslige.

Udover at vi holder op med at forære ressourcer væk, vil vi samtidig slippe for djunglen af ugennemskuelige priser på el internet tv og el.

Neoantiliberalisme nu!

psykopati

Jeg så en film i går sammen med Marius og Sara i Øst for Paradis. Shape of Water. Den har fået to oscars. Jag vidste ikke rigtigt hvad den handlede om, men titelen fik mig til at tænke på former i vandet, organiske flydende former.  Den kan ikke være helt dårlig, især ikke da den har vundet to oscars, tænkte jeg..

Det viste sig at være noget ganske andet. Set ud fra mit forventningsperspektiv var det en skuffelse. Meget hollywoodsk sentimentalt kærlighedsdrama, med nogle grænselæst psykopatiske skikkelser der begik de grufuldeste overgreb. For mig kom det romantiske at stå i skyggen af det grufulde og mindede mig om at vi lever i en verden side ved side med dybt psykopatiske mennesker, som regerer os, som statsoverhoveder, chefer, politiker, m.m. og som er mestre i forstillelse, manipulation og når lejligheden byder sig til den grænseløse grusomhed.

Mine tanker kredser omkring, hvad det gør ved vores verden, når disse mennesker drejer verden i en stedse mere uhuman retning.

Som menneske må man vel erkende at vi allesammen har muligheder for at virkeliggøre vores psykopatiske potentiale, når vi lukker af for vores sårbarhed og empati. Psykopatin eksisterer i oplevelsen af usårlighed, hvor den aflukkede sårede sårbarhed manifesterer sig som sadisme.  En nydelsesbetonet hævn over forurettetheder der er gået i glemmebogen, men nu opererer afsondret fra sit ophav som en fuldstændig ubegribelig folden sig ud i nuet.

Jeg læste også i information i dag om Peter Madsen. Jeg bryder mig normalt ikke om at læse den slags journaistik hvor man udpensler alle detaljer i underholdningsøjemed. Men denne artikel viste på det split i personligheden, som jo er det der muliggør psykopatien. Peter Madsen kom til at skifte mellem de afsondrede dele i sin bevidsthed alt eftersom de spørgsmål han blev stillet aktiverede den ene eller den anden side i ham.

Jeg erindrede mig bødlen fra Zrebenitsa og bødlen i bogen Eleni, som når de blev konfronterede med sine ugerninger benægtede at de havde fundet sted, stik imod alle fakta. Jeg tror ikke egentlig at de løj. De var bare splittet af fra den anden del af sig selv. Den destruktive hævnende del, som kun aktiveres i særlige situationer, hvor elementerne mulighed, had og hævn dominerer billedet.

Hvad skal vi gøre ved disse mennesker der ikke vil overgive sig til at være almindelige sårbare sjæle på lige fod med alle andre?

I forlængelse af disse tanker om psykopatien som vor tids pest, var det nærliggende at tænke på de systemer der behersker verden nu meget mere end nogensinde:  De kollosalt magtfulde multinationale selskaber der synes i vid udstrækning at herske over politiker, retsvæsen og den videnskabelige verden.

Ja, hvad kan vi gøre ved det? I hvert fald lade være med at ignorere det, men blive ved med at råbe op, så snart vi får øje på det f.eks. i medicinalindustrien, og den agrokemiske industri for at nævne nogle af de mest belastede. Dernæst, hvad gør vi ved alle korrupte institutioner der baner vej for disse selskabers magt? Statslige kontrolorganer, akademiske institutioner med mange flere.

revner

Det er kommet en revne i min gambe på grund af det tørre vejr der opstår i frostvejr. Når jeg spiller på den kommer der på nogen strenge en skurrende lyd der ikke er spor behagelig og jeg bliver klar over hvor tæt gambens beredvillighed ligger på mit velbefindende. Jeg bliver så tilfreds og jublende glad når strengene leverer lige præcis den klang som jeg har tænkt mig. Det bliver et direkte udtryk for mit indre på en eller anden måde. Jeg giver udtryk og som svar giver gambens klang mig et indtryk som tilfredsstiller mig og gør mig rolig. Et helt klar narcisisstisk situation som, når gamben skurrer, gør at jeg bliver utilfreds med mig selv.

Jeg tænker på det paradoksale i at menneskets narcisisstiske utilfredshed med sig selv samtidig skaber store kunstnerer, hvis ustandselige stræben efter perfektion giver os tilskuere/-hørere stor nydelse, imens de selv lider af et uopfyldt ubevidst behov af anerkendelse for bare at være det de er, uden betingelser.

Nå men det er ikke for at jeg vil sammenligne mig med store kunstnere. Jeg bare reflekterer lidt over drivkraften bag ved at opnå tilfredshed med sig selv, og hvordan dette kan for nogen blive afhængig af det ydre svar. Ligesom eksemplet med min skurrende gambe.

hm…

I dagens information er en overskrift “vild miljøskandale”.
Det handler om at to af de laboratorier der måler indhold af kvælstof og fosfor i vandet har målt forkert.
Undskyldningen er at de har brugt en anden målemetode.
Resultatet af fejlmålingen har været at regeringen har kunnet komme igennem med sin landbrugspakke, fordi tallene har set rimeligt gode ud.
Jeg tænker straks at dette er en oplagt korruptionssag. Laboratorierne har fået besked på at bruge en misvisende metode, fordi at regeringen skal kunne komme igennem med landbrugspakken.

Endnu er ingen blevet gjort ansvarlig. Ligesom der er sket så mange andre gange under denne regering.

Hvorfor denne blog?

Når jeg sidder på bussen eller går en tur kommer der tanker til mig som jeg får lyst til at dele med andre.

Det er vidt forskellige emner der rumsterer. Overordnet er der den enorme kompleksitet som jeg støder på når jeg prøver at nærme mig hvad som er sandt eller usandt. Det er nærmest som om de ord på en måde er meningsløse, fordi de forsøger at forenkle det komplicerede.

Jeg ved ikke om der er andre end jeg som bliver slået af et fenomen der hele tiden dukker op: En undersøgelse har vist at……og så følger der en masse henvisninger som bekræfter evidensen af hvad undersøgelsen har vist. En tid efter støder du på lige den modsatte påstand. Igen med henvisninger til evidens.

Så hvad stiller man op med den slags informationer. Det findes ikke andet at gøre end at du selv må tage stilling til hvad du vil tro på. Det findes tilsyneladende ikke længere noget man kan tage for givet.

Vi kan remse op uendelige rækker af den slags eksempler:

Glyfosat er sandsynligvis cancerfremkaldende! – Glufosat er sandsynligvis ikke cancerfremkaldende!

Gardasil giver bivirkninger som kan slå folk ihjel – Gardasil redder liv

Peter Gøtschze er en helt – Peter Gøtschze er en charlatan.

GMO er nødvendig for at brødføde verden – GMO er ved at ødelægge verden.

Og så videre….

Som almindelig borgere må man lige se på hvorfra informationerne kommer og hvilke interesser der står bag for derefter at danne sig en opfatelse om hvad man vil tro på.

Videnskab og evidens er i dag et stort kaos. Hvordan skal vi kunne skelne mellem seriøs uafhængig videnskab og en form for markedsføring der giver sig ud for at være videnskab? Ved hjælp af “videnskabelige beviser” kan man manipulere masserne og i dag må man sige at det er lykkedes ret godt.

Når man som jeg står og “overblikker landskabet” synes det som om store internationelle selskaber står øverst i pyramiden. Derefter kommer politikkere og den akademiske verden og under dem justisvæsenet. Det er selvfølgelig en meget forenklet og firkantet femstilling, som nogen straks ville begynde at betegne som konspirationsteorier. Men ikke desto mindre er det det billede jeg får når jeg prøver at samle al den information der cirkulerer. Jeg kunne hvis jeg orkede opremse et væld af den slags informationer der understøtter den forestilling.

Jeg må vist heller holde nu, hvis jeg skal have håb om at nogen overhovedet læser det til ende.