Jeg så en film i går sammen med Marius og Sara i Øst for Paradis. Shape of Water. Den har fået to Oscars. Jag vidste ikke rigtigt hvad den handlede om før vi så den, men titlen fik mig til at tænke på former i vandet, organiske flydende former. Den kan ikke være helt dårlig, især ikke da den har vundet to Oscars, tænkte jeg..
Det viste sig at være noget ganske andet. Set ud fra mit forventningsperspektiv var det en skuffelse. Meget hollywoodsk sentimentalt kærlighedsdrama, med nogle grænselæst psykopatiske skikkelser der begik de grufuldeste overgreb. For mig kom det romantiske at stå i skyggen af det grufulde og mindede mig om at vi lever i en verden side ved side med dybt psykopatiske mennesker, som regerer os, som statsoverhoveder, chefer, politiker, m.m. og som er mestre i forstillelse, manipulation og når lejligheden byder sig til, den grænseløse grusomhed.
Mine tanker kredser omkring, hvad det gør ved vores verden, når disse mennesker drejer verden i en stedse mere inhuman retning.
Som menneske må man vel erkende at vi allesammen har muligheder for at virkeliggøre vores psykopatiske potentiale, når vi lukker af for vores sårbarhed og empati. Psykopatien eksisterer i oplevelsen af usårlighed, hvor den aflukkede sårede sårbarhed manifesterer sig som sadisme. En nydelsesbetonet hævn over forurettelser der er gået i glemmebogen, men nu opererer afsondret fra sit ophav som en fuldstændig ubegribelig folden sig ud i nuet.
Jeg læste også i information i dag om Peter Madsen. Jeg bryder mig normalt ikke om at læse den slags journalistik hvor man udpensler alle detaljer i underholdningsøjemed. Men denne artikel viste på det split i personligheden, som jo er det der muliggør psykopatien. Peter Madsen kom til at skifte mellem de afsondrede dele i sin bevidsthed alt eftersom de spørgsmål han blev stillet aktiverede den ene eller den anden side i ham.
Jeg erindrede mig bødlen fra Zrebenitsa og bødlen i bogen Eleni, som når de blev konfronterede med sine ugerninger benægtede at de havde fundet sted, stik imod alle fakta. Jeg tror ikke egentlig at de løj. De var bare splittet af fra den anden del af sig selv. Den destruktive hævnende del, som kun aktiveres i særlige situationer, hvor elementerne, had, hævn og mulighed dominerer billedet.
Hvad skal vi gøre ved disse mennesker der ikke vil overgive sig til at være almindelige sårbare sjæle på lige fod med alle andre?
I forlængelse af disse tanker om psykopatien som vor tids pest, var det nærliggende at tænke på de systemer der behersker verden nu meget mere end nogensinde: De kolossalt magtfulde multinationale selskaber der synes i vid udstrækning at herske over politiker, retsvæsen og den videnskabelige verden.
Ja, hvad kan vi gøre ved det? I hvert fald lade være med at ignorere det, men blive ved med at råbe op, så snart vi får øje på det f.eks. i medicinalindustrien, og den agrokemiske industri for at nævne nogle af de mest belastede. Dernæst, hvad gør vi ved alle korrupte institutioner der baner vej for disse selskabers magt? Statslige kontrolorganer, akademiske institutioner med mange flere?