Jeg plejer ikke ved årsskiftet at skrive noget om året som gik. I år vil jeg gøre en undtagelse. Thomas min fætter på min fars side plejer troligt hvert år at skrive en lille epistel om året som gik, hvorefter fætre, kusiner og søskende pligtskyldigst skriver nogle intetsigende rader tilbage. Jeg er blevet opfordret til at bidrage, men har ikke lyst til at udveksle ligegyldigheder.
Derfor kom jeg på denne idé med at lægge en beretning op på min blog om hvad jeg synes at der har været det vigtigste. En beretning som alle er velkommen til at tage del af.
Den første del af året kom til at præges af flere rejser til Sverige, hvor jeg bevidnede hvordan mammas tilstand blev stadig værre. Hun kæmpede bravt for at holde sig gående ind i det sidste. Ved disse ophold i huset på Parkvägen kom jeg til at indtage rollen som sygehjælper og på den måde kom til at være meget tæt på mamma både fysisk og psykisk. Jeg prøvede igennem hele forløbet at opfinde måder som kunne gøre det nemmere for hende og det lykkedes tit aldeles udmærket om end det kun var en udsættelse af det uundgåelige.
Smerterne blev stedse kraftigere og da hun tøvede med at tage morfin, fordi hun vidste at det ville være begyndelsen på enden, fik vi anskaffet cannabis som i begyndelsen virkede godt på smerterne, men samtidig gjorde hende endnu mere svimmel end hun var i forvejen og fordi hun var bange for at det ville forhindre hende i at komme op at gå. Så hun holdt op med cannabisen og tog ret store mængder af alvedon, men som det jo er tilfældet med smertestillende medicin virker det kun i begyndelsen og efter længere tids brug holder virkningen op. Men mamma valgte tit at lide i stedet for at lade sig døse ned med morfin. Hun havde en stor modvilje mod at slippe kontrollen og kontakten til os og til virkeligheden.
Mit sidste “pas” var fra den 20 maj til den 3 juni hvor mamma døde den 1 juni. Vi havde jo allerede for et år siden lige før hendes 100 års fødselsdag forventet at nu kunne hun ikke klare mere, nu var det slut. Men kræfterne kom tilbage og det skete det nærmest mirakuløse at hun kunne komme ud at sidde i haven omgivet af den nærmeste familie og venner og fejre sin fødselsdag. Hun som ikke havde været ude i haven på mange år. Ydermere holdt hun selv tale.
Derfor var det ikke nemt at vide hvornår stunden var kommet. Jeg havde allerede bestilt billet til den 3 juni og gruede mig ved at skulle lade Helena være ensom med min mor, men når det nu skulle være var det heldigt at hun døde allerede om onsdagen. Dermed kunne vi nå at ordne det meste før jeg tog afsted. Hun havde næsten helt til det sidste insisteret på at blive liggende i sin seng på første etage, hvilket var vældig upraktisk med henblik på hjælperne fra kommunen der skulle pleje hende. Det afgørende skift kom da der ikke længere var mulighed for at komme ud af sengen og med sneglefart tage sig hen til trappeliften og glide ned i stueetagen og med en person bag hendes ryg kunne hun med stort besvær tage sig ned i køkkenet hvor hun siddendes ved køkkenbordet kunne indtage sine måltider. Hun prøvede så langt det var mulig selv at tilberede maden, men når det ikke gik længere måtte hjælperne træde til og det var ikke altid det kom velsmagende måltider ud af det. For at tage sig op og ned mellem ertagene måtte der være holdpunkter hvor hun kunne gribe fat for at kunne holde balancen og hun havde en nøjagtig viden om hvor disse punkter var. Alligevel var det et stort vove stykke hver gang. Hendes skræk var at hun skulle ende på sygehus og hvis hun faldt var det stor sandsynlighed for at det ville ske. En gang imens jeg var nede i køkkenet hørte jeg et højt skrig og et bump og jeg tænkte at nu skette det som ikke måtte ske. Jeg løb op på første etage og fandt hende liggendes på gulvet på den ene side. Meget forsigtig fik vi undersøgt hende for at se om hun havde brækket noget, men det så ikke sådan ud og vi var begge lettede over at vi slap for at tilkalde ambulancen. Det viste sig dog senere at der var sket en forskydning i hoften som bidrog til de smerter som senere ville komme. Personalet var med få undtagelser vidunderlig. Mammas store beskytter var Anneli, som var en del af holdet fra kommunen. Hun sørgede hele vejen igennem at mamma fik som hun gerne ville have det. En anden vidunderlig hjælper var en god ven som gennem en organisation havde fået opgaven at besøge min mor. Hun tog opgaven på sig og meget mere dertil. Hun ordnede mammas indkøb. Sørgede for at hun fik ud pakker som jeg havde bestilt på posten. Hun betød uendeligt meget for mamma allermest på grund af hendes tilstedeværelse som ven og menneske. Disse mennesker har været to engle som har gjort mammas sidste tid lys og meningsfuld.
Dagene op til dødsøjeblikket var tunge og smertefulde. Mamma som nu var kommet ned i stuen lå i en hospitalsseng inde i spisesalen som var rømmet for møbler, sådan at personalet kunne komme til at pleje hende.Jeg sov på gulvet i dagligstuen. Mamma havde nu smerter der kom regelmæssig med ca 20 minutters mellemrum og jeg blev vækket hver gang ved at hun kviede sig. Jeg gik hver gang op og holdt hendes hænder imens hun bønfalder: “hjælp mig, Göran! hjælp mig Göran!”, men jeg kunne jo ikke hjælpe hende, kun holde hendes hånd. Jeg vidste jo at hun hellere ville ha ondt end at få morfin, men til sidst fik jeg hende overtalt at få en lille dosis som så blev forøget undervejs og om morgenen den 1 juni kom Helena op til mig og fortalte at hun trodde at mamma var død. Da jeg kom ned kunne jeg konstatere at det var faldet. Det første vi tænkte på var at mamma havde bedt om at vi skulle binde op hendes hage. Hendes mund stod vidtåben og kun med stort besvær kunne vi binde et halstørklæde så stramt sådan at munden ikke stod helt åben, men så naturligt ud. Hun så så fin ud der hun lå. Fredfyldt og uden smerter. Det var ingen rigtig sorg indeni mig på dette tidspunkt fordi det var sket det som skulle ske. Hun havde bedt om at vi skulle lade hende ligge der et døgn efter dødens indtræden og det var faktisk rart for Helena og jeg at vi kunne gå omkring i huset imens vi laver mad og gør rent og ind imellem passerer vi forbi hvor mamma lå. Det føltes helt rigtig.
Begravelsen fandt så sted den 22 juni og samlingen ude i haven mindede mig om hendes 100-årsdag.
Alt dette kom jo naturligvis i forgrunden og trængte bevidstheden om alt ondt der sker og var ved at ske i verdenen. Nu begyndte denne bevidsthed at indfinde sig. Det var tydeligt at se at menneskerne generelt fortrængte denne viden og prøvede at leve som før, som om ingenting har hændt. Det er måske det aller mest forfærdelige at de som havde magten til at ændre udsigterne til en række katastrofer lod som om de ikke fandtes. Tænk så tit vi har oplevet dette og endnu ikke har taget ved lære.
Krigen, pandemien, vejrforandringerne, arternes uddøen, stadigt forøget elektromagnetisk stråling, pesticidforgiftning af grundvandet, m.m. står i kø.
Jeg føler en stor taknemlighed over at få lov til at tilbringe min sidste tid sammen med det menneske som står mig allernærmest på den jord og at vi har fundet et sted hvor naturen er lige udenfor vinduet med det altid skiftende himmel og hav, som giver håb om at der er noget mere bag ved det materielle og at vi maske ikke til syvende og sidst kun er henvist til jordens begrænsninger, men måske kan fornemme noget der er større.