Udgivet den

nyt år

Jeg plejer ikke ved årsskiftet at skrive noget om året som gik. I år vil jeg gøre en undtagelse. Thomas min fætter på min fars side plejer troligt hvert år at skrive en lille epistel om året som gik, hvorefter fætre, kusiner og søskende pligtskyldigst skriver nogle intetsigende rader tilbage. Jeg er blevet opfordret til at bidrage, men har ikke lyst til at udveksle ligegyldigheder.

Derfor kom jeg på denne idé med at lægge en beretning op på min blog om hvad jeg synes at der har været det vigtigste. En beretning som alle er velkommen til at tage del af.

Den første del af året kom til at præges af flere rejser til Sverige, hvor jeg bevidnede hvordan mammas tilstand blev stadig værre. Hun kæmpede bravt for at holde sig gående ind i det sidste. Ved disse ophold i huset på Parkvägen kom jeg til at indtage rollen som sygehjælper og på den måde kom til at være meget tæt på mamma både fysisk og psykisk. Jeg prøvede igennem hele forløbet at opfinde måder som kunne gøre det nemmere for hende og det lykkedes tit aldeles udmærket om end det kun var en udsættelse af det uundgåelige.

Smerterne blev stedse kraftigere og da hun tøvede med at tage morfin, fordi hun vidste at det ville være begyndelsen på enden, fik vi anskaffet cannabis som i begyndelsen virkede godt på smerterne, men samtidig gjorde hende endnu mere svimmel end hun var i forvejen og fordi hun var bange for at det ville forhindre hende i at komme op at gå. Så hun holdt op med cannabisen og tog ret store mængder af alvedon, men som det jo er tilfældet med smertestillende medicin virker det kun i begyndelsen og efter længere tids brug holder virkningen op. Men mamma valgte tit at lide i stedet for at lade sig døse ned med morfin. Hun havde en stor modvilje mod at slippe kontrollen og kontakten til os og til virkeligheden.

Mit sidste “pas” var fra den 20 maj til den 3 juni hvor mamma døde den 1 juni. Vi havde jo allerede for et år siden lige før hendes 100 års fødselsdag forventet at nu kunne hun ikke klare mere, nu var det slut. Men kræfterne kom tilbage og det skete det nærmest mirakuløse at hun kunne komme ud at sidde i haven omgivet af den nærmeste familie og venner og fejre sin fødselsdag. Hun som ikke havde været ude i haven på mange år. Ydermere holdt hun selv tale.

Derfor var det ikke nemt at vide hvornår stunden var kommet. Jeg havde allerede bestilt billet til den 3 juni og gruede mig ved at skulle lade Helena være ensom med min mor, men når det nu skulle være var det heldigt at hun døde allerede om onsdagen. Dermed kunne vi nå at ordne det meste før jeg tog afsted. Hun havde næsten helt til det sidste insisteret på at blive liggende i sin seng på første etage, hvilket var vældig upraktisk med henblik på hjælperne fra kommunen der skulle pleje hende. Det afgørende skift kom da der ikke længere var mulighed for at komme ud af sengen og med sneglefart tage sig hen til trappeliften og glide ned i stueetagen og med en person bag hendes ryg kunne hun med stort besvær tage sig ned i køkkenet hvor hun siddendes ved køkkenbordet kunne indtage sine måltider. Hun prøvede så langt det var mulig selv at tilberede maden, men når det ikke gik længere måtte hjælperne træde til og det var ikke altid det kom velsmagende måltider ud af det. For at tage sig op og ned mellem ertagene måtte der være holdpunkter hvor hun kunne gribe fat for at kunne holde balancen og hun havde en nøjagtig viden om hvor disse punkter var. Alligevel var det et stort vove stykke hver gang. Hendes skræk var at hun skulle ende på sygehus og hvis hun faldt var det stor sandsynlighed for at det ville ske. En gang imens jeg var nede i køkkenet hørte jeg et højt skrig og et bump og jeg tænkte at nu skette det som ikke måtte ske. Jeg løb op på første etage og fandt hende liggendes på gulvet på den ene side. Meget forsigtig fik vi undersøgt hende for at se om hun havde brækket noget, men det så ikke sådan ud og vi var begge lettede over at vi slap for at tilkalde ambulancen. Det viste sig dog senere at der var sket en forskydning i hoften som bidrog til de smerter som senere ville komme. Personalet var med få undtagelser vidunderlig. Mammas store beskytter var Anneli, som var en del af holdet fra kommunen. Hun sørgede hele vejen igennem at mamma fik som hun gerne ville have det. En anden vidunderlig hjælper var en god ven som gennem en organisation havde fået opgaven at besøge min mor. Hun tog opgaven på sig og meget mere dertil. Hun ordnede mammas indkøb. Sørgede for at hun fik ud pakker som jeg havde bestilt på posten. Hun betød uendeligt meget for mamma allermest på grund af hendes tilstedeværelse som ven og menneske. Disse mennesker har været to engle som har gjort mammas sidste tid lys og meningsfuld.

Dagene op til dødsøjeblikket var tunge og smertefulde. Mamma som nu var kommet ned i stuen lå i en hospitalsseng inde i spisesalen som var rømmet for møbler, sådan at personalet kunne komme til at pleje hende.Jeg sov på gulvet i dagligstuen. Mamma havde nu smerter der kom regelmæssig med ca 20 minutters mellemrum og jeg blev vækket hver gang ved at hun kviede sig. Jeg gik hver gang op og holdt hendes hænder imens hun bønfalder: “hjælp mig, Göran! hjælp mig Göran!”, men jeg kunne jo ikke hjælpe hende, kun holde hendes hånd. Jeg vidste jo at hun hellere ville ha ondt end at få morfin, men til sidst fik jeg hende overtalt at få en lille dosis som så blev forøget undervejs og om morgenen den 1 juni kom Helena op til mig og fortalte at hun trodde at mamma var død. Da jeg kom ned kunne jeg konstatere at det var faldet. Det første vi tænkte på var at mamma havde bedt om at vi skulle binde op hendes hage. Hendes mund stod vidtåben og kun med stort besvær kunne vi binde et halstørklæde så stramt sådan at munden ikke stod helt åben, men så naturligt ud. Hun så så fin ud der hun lå. Fredfyldt og uden smerter. Det var ingen rigtig sorg indeni mig på dette tidspunkt fordi det var sket det som skulle ske. Hun havde bedt om at vi skulle lade hende ligge der et døgn efter dødens indtræden og det var faktisk rart for Helena og jeg at vi kunne gå omkring i huset imens vi laver mad og gør rent og ind imellem passerer vi forbi hvor mamma lå. Det føltes helt rigtig.

Begravelsen fandt så sted den 22 juni og samlingen ude i haven mindede mig om hendes 100-årsdag.

Alt dette kom jo naturligvis i forgrunden og trængte bevidstheden om alt ondt der sker og var ved at ske i verdenen. Nu begyndte denne bevidsthed at indfinde sig. Det var tydeligt at se at menneskerne generelt fortrængte denne viden og prøvede at leve som før, som om ingenting har hændt. Det er måske det aller mest forfærdelige at de som havde magten til at ændre udsigterne til en række katastrofer lod som om de ikke fandtes. Tænk så tit vi har oplevet dette og endnu ikke har taget ved lære.

Krigen, pandemien, vejrforandringerne, arternes uddøen, stadigt forøget elektromagnetisk stråling, pesticidforgiftning af grundvandet, m.m. står i kø.

Jeg føler en stor taknemlighed over at få lov til at tilbringe min sidste tid sammen med det menneske som står mig allernærmest på den jord og at vi har fundet et sted hvor naturen er lige udenfor vinduet med det altid skiftende himmel og hav, som giver håb om at der er noget mere bag ved det materielle og at vi maske ikke til syvende og sidst kun er henvist til jordens begrænsninger, men måske kan fornemme noget der er større.

Udgivet den

Meditation over menneskets 4 væsensled

  1. Sådan som vi står her er vi stand til at mærke kroppen, i det kød, knogler og organer med sin vægt bliver mærkbare der hvor fødderne rør ved gulvet. Hvis vi begynder at tænke over det mærkelige at døde mineraler har kunnet samle sig til en form som denne, må vi nødvendigvis fortsætte vores betragtning gennem at gøre os klart at den fysiske krop ikke af sig selvt kunne være i stand til at samle sig på denne geniale måde.
  1. Hermed kommer vi fra det rent fysiske plan op på det næste plan som ræpresenteres af dette mystiske hemmelighedsfulde fænomen som vi kalder livskraft.
    Uden livskraften ville kroppen straks begynde at opløses og ende med igen at blive en del af den døde mineraliske verdenen.
    Vi mærker især dens virkning igennem at lungerne udvider sig og trækker sig sammen og hjertet slår i brystet.
  2. Vår undren stopper ikke her men det slår os at vi overhovedet er i stand til at mærke den fysiske kroppens tyngde og livskraftens manifestering i åndedræt og hjerteslag. Hvordan kan det være at vi kan have denne bevidsthed, som omfatter selve sansningen og kan få os til at mærke indad og sanse udad og få os til at handle udfra den?
  3. På dette sted bliver det os bevidst at vi under hele forløbet har betjent os af evnen til at tænke, sådan at vi kan undres, sådan at vi kan brugede de informationer der fra kroppen kommer op i bevidstheden, sådan at vi kan tænke over den. Ved hjælp af tænkningen kan vi bearbejde det der kommer fra bevidstheden og dermed handle hensigtsmæssig.
    Tænkningen er i virkeligheden den mest fantastiske og gådefulde evne vi mennesker besidder. Men tænknigen er ikke blot noget vi fremkalder i vores hjerne. Den eksisterer uden os. Et eksmpel på dette er matematiske formler som vi ikke har lavet med kun opdaget. I naturen er der et væld af den slags “tanker” som vi ikke er de første til at tænke

Disse 4 planer er i en ustandselig vekselvirkning med hinanden. Et sanseindtryk forårsager en fysisk reaktion på livskraftsplanet, som får os til at tænke over årsagen og bagefter handle på den.
Ecce homo!

Udgivet den

Midsommer ved kilden

Kilde som fra marken springer

op af jord hvor vandet rinder

sommertid da solen vender

styrkekraft fra vand os sender

kroppens sygdom renses ud

på de skjulte kræfters bud

23.06.2023

Udgivet den

Dagbogsnotater ved påske

DAGBOGSNOTATER
Det er skærtorsdag 2023 og lige nu er jeg på vej til Smedjebacken hvor jeg skal møde Helena og hvor vi om Søndagen rejser sammen med Magdalenas og Marias familjer til Arvika for at gravlægge mamma i den olsenska familjegraven.
Det er dejlig at møde familjen men rejsen er meget krævende. I begyndelsen fordi jeg havde fået forkert dato på billetten fra Århus. Den kvindelige Konduktør forlangte at jeg betalte for en ny billet, fordi som hun sagde du har jo selv sat forkert dato på billetten. Dette gentog hun endnu en gang da jeg skulle betale den nye billet, sådan at jeg ikke skulle glemme at det var min egen skyld og ikke dsbś.
Jeg tænkte at hun inderst inde selv syntes at reglerna var for strikte og havde lidt dårlig samvittighed over at skulle administrere disse overfor en ældre herre. Derfor måtte hun optræde firkantet for at overbevise hende selv og mig om at det var min skyld. At gøre det nemt for os begge vill være mod reglementet hvilket hun kunne riskere at blive bebrejdet.

Efter at være ankommet til kbh stod jeg i den isnende blæst (på trods af strålende sol). Toget var 25 min forsinket ved ankomsten og som der blev sagt i højtalerne, det skyldes at toget var forsinket allerede ved ankomsten til stkhlm. Ved min forspørgsel om jeg kunne nå min forbindelse i Mjølby fik jeg svaret: vi får se når vi nærmer os.
Dette er regeln og ikke undtagelse når jeg rejser i Sverige at jeg må sidde og ængstles over om vi nu kan nå det eller ej. Jeg har i den forbindelse nogle meget ubehagelige oplevelser hvor jeg bl.a. har måttet diskutere højrøstet med en konduktør for at han skulle efterkomme mine rettigheder og bagefter fået at vide at jeg alligevel ikke kunne få den kompensation som jeg var beretiget til.
Jeg sidder her i min beskyttelsesdragt (mod emf-stråling) med hætten op over ørene og ser mærkelig ud i de andres øjne. Jeg prøver på at i min egen oplevelse gøre det til den naturligste ting i verden.
Jeg prøver at holde det grimme fra livet gennem at bevidstgøre den bagvedliggende åndelige verden som den ultimative virkelighed.
Der er stadig skønhed når jeg kigger ud gennem ruden og menneskene omkring mig virker ubekymrede.
Næsten alle sidder og fingrer på sine telefoner, som om de er vokset sammen med dem. Foran mig er en reklame fra tele2 som siger: nu gör vi Sveriges företag helt obegränsade…..obegränsad mobildata och 5G.
Gennem vinduet ser jeg skoven og de røde små bondehuse som gør mig glad.
Ind emellem tænker jeg at jeg ikke burde rejse. At jeg burde blive hjemme hos min mand og havet og den lave stråling og så der afvente døden hvornår den nu ville indfinde sig. Og så i den tid der er tilbage nyde samværet med min mand gøre de ting jeg holder af at gøre og som jeg føler har en dybere mening. Sangen, låtarna, gamben, samspillet, samværet, meditationen, omsorgen om mit hus,kontakten til det åndelige.
Men nu handler det om det sidste jeg skal gøre for mamma. Hun skal i jorden ved siden af sin far og mor i Arvika. Staden som har betydt så meget for mange i vor famile.
Det er ligesom om påsken er en passende tid at gøre dette. Kristus lider døden på korset i morgen, men så står han op igen påskedag og det er det vi fejrer. Det evige livs sejr over den fysiske død. I Grækenland vil de på påsken gå omkring og hilse hinanden med: Kristus er opstanden! Jeg ved egentlig ikke hvad det skal betyde, men jeg bliver glad når jeg hør det.
I følge Steiner er mamma nu i Kamaloka der hun skal tilpasse sig den åndelige verden før hun igen er klar at lade sig inkarnere.
Steiner lavede et sandsprogsord der siger:
Mer strålende end solen
Renere end sne
Finere end luft
Er selvet
Dette selv er jeg
Jeg er dette selv.
Også disse ord gør mig glad. Det er ikke min kværulerende og utilfredse natur der er det vigtigste ved mig og os allesammen.
Men det er en del af selvet der er fuldt af rent fint lys som hører evighedem til. Så kan man jo ikke fortvivle.
Jeg har begyndt at lytte til de stemmer i mig som tidligere talte i underbevidtheden og som hele tiden vurderede mine medmennesker på et meget tyndt grundlag. Det går meget på udseendet om jeg finder dem attraktive eller frastødende.
Så snart jeg hør disse stemmer nu prøver jeg at stoppe dem og at gøre min holdning neutral. Tidligere havde jeg den opfattelse at hvad jeg tænkte indeni mig var mit personlige anliggende og kunne ikke skade de andre. Men sandheden er at det skader mig og den konktakt jeg kunne have med disse om jeg havde forholdt mig neutral. Det gør mig glad at tænke sådan.
Jeg havde en oplevelse forleden dag når vi skulle i teatret og se jeg bærer min sjæl.(grønlandsk teaterstykke om seksuelt misbrug med bl.a Rasmus Lyberth, den kære mand) Vi skulle møde Gösta og hans kæreste og jeg kunne høre hvordan stemmerne gik igang før vi skulle møde dem. Små giftige detaljer som ville bevirke at jeg havde ret til at være tilbageholdende overfor dem. I det jeg opdagede hvad der var igang, stoppede jeg det og begyndte tænke på dem som nogle det ville være dejligt at møde og at jeg så frem til det. Da vi så endelig mødtes blev det et rigitg dejlig møde hvor jeg kunne være engageret og imødekommende.
Nu sdder jeg i Fagersta centralstation og venter på toget der siges være forsinket et kvarter. Vi får se.
Hvis man sammenligner denne rejse med Carsten Nieburs rejse til det sk lykkelige arabien, så må man sige at herværende er for ingenting at regne. Men så tænker jeg på den anden side at når de rejste ud fra kbh ca 1763 så vidste de allesammen at det var med livet som indsats og den videnskabelige opgave og eventyrslysten har vejet til dens fordel. Det minder om vore dages indlandsisoverskridere og mounteverestbestigere. Denne lille ubetydelige rejse kan højest svække mit helbræd, men sandsynligheden for at jeg overlever er stor. Dog kunne jeg godt forestille mig at være ung igen og satse alt på en sådan rejse.
Men min rejse er jo ikke over endnu. Efter smb skal vi jo til Arvika i bil og så tager jeg hjem over gbg-frhvn. Det smager jo trods alt lidt af eventyr. I Arvika skal jeg afprøve min emf-sikre sovepose og ligeledes på vandrerhjemmet i gbg.
Långfredag i Smedjebacken
Jeg lægger mærke til hvor stressende det er at hele tiden blive afbrudt med det jeg laver. Helena er ikke så krævende som mamma, men det skal ikke så meget til for at mit system bliver oversvømmet. Jeg skal forholde mig til Helenas idéer og mestedels giver jeg hende ret med henblik på hvordan hun vil omlægge haven og indrette huset. Vanskeligt bliver det når hun generaliserer over indvandrere og projicerer hendes egen livsangst over på dem. Da har jeg svært ved at ikke tage til genmæle, men giver på den anden side op til sidst når jeg mærker hvor lønløst det er. Hun taler nogen gang som om hun er sverigedemokraternes propagandaminister.
Jeg håller på at gennemgå alle mammas papirer, udklip, fotografier.Vælger ud bøger som jeg vil have med mig. Læser gamle breve; og prøver at ikke at spare på altfor mange af nostalgiske grunde.
I morgen kommer begge familier og vi skal fejre påskeaften.

Udgivet den

Spiritualitet

SPIRITUALITET
10.03.2023
Det er som om jeg er kommet ind i en ny fase.
Verdens tilstand med stråling, virus, neoliberalistiske blokeringer for forandring, klimaforandringer, ødelæggelse af jorden, m.m gav mig på et tidspunkt følelse af klaustrofobi. Hvis denne materielle verden som vi maltrakterer er det eneste der er, sagde jeg til mig selv, er der ikke meget ved livet.
Det førte mig tilbage til tanker og oplevelser fra min barndom, hvor jeg var meget optaget af antroposofi. Min glæde ved antroposofien døde lidt ud efter at jeg havde varet musiklærer på Steinerskolen i et antal år og ikke følt mig godt tilpas der.
I hvert fald blev jeg ført tilbage til et tankeeksperiment jeg lavede som barn og som den gang skræmte mig.
Jeg forestillede mig at jeg bevægede mig i rummet. Jeg kom længere og længere ud i rummet og i følge den logik som det materielle livet havde givet mig omkring tid og rum, måtte denne rejse på et eller andet tidspunkt holde op. Der måtte komme et slut eller en væg som markerede at nu var jeg kommet så langt som det var mulig. Men da dukkede den uhyggelige tanke op at der jo måtte være noget bagved væggen. I min bevidsthed blev det til at hver gang jeg kom til en væg ville universet fortsætte bag ved denne væg.
Jeg holdt op med dette tanke eksperiment, fordi det skræmte mig sådan.
Når jeg i dag kommer tilbage til denne tankerække bliver den for mig et bevis for at den materielle verden ikke er den endelige verden, men der må være en anden verden der er den virkelige og at den materielle kun er en del af denne mere virkelige virkelighed, som ikke er underlagt begrænsninger i tid og rum
Denne tanke får klaustrofobien til at forsvinde.
Nu har jeg altså et afset i denne tanke som jeg begtragter som den eneste mulige forklaring og løsning på det dilemma jeg støtte ind i med mit tankeeksperiment som barn.
Det er noget at stå på som føles sikkert og rigtig.
Den gang jeg som ung læste Steiner inspireret af min gode veninde og medstuderende på musikskolen, Ulla, syntes jeg at bøgerne jeg læste var interessante, men jeg læste dem kun med halve mig og det ramte ikke for alvor ind på dybet. Mere noget jeg forholdt mig til intellektuelt.
Det er anderledes i dag hvor jeg står ovenpå overbevisningen af eksistensen af en for sanserne usynlig verden, som den virkelige, fordi hvis jeg tager dette alvorlig må jeg finde et forhold til denne usynlige verden.
I første omgang bliver jeg klar over at jeg ikke behøver at have et åndeligt øje for at kunne se denne usynlige verdens manifestationer skinne igennem.
Jeg kan få den tanke at det var en mening udover den at flygte fra strålingen på Bækkelundsvej. At komme herud hvor jeg hver dag kigger ud på havet og det vidunderlig skue der udfolder sig. Havet, farverne, vandet, vinden. Alt minder mig om noget hinsides det materielle.
Jeg føler en længsel efter at gribe det bagved tingene for at få en tydelig bekræftelse på at det er rigtig det jeg tænker, men samtidig synes det mig som om jeg helt mangler evnen til at udvikle oversanselige organer som kan orientere mig i en for de fysiske sanser ikke fornembar verden.
Ved at reflektere over alle de ting og fenomener som naturvidenskaben ikke kan forklare har jeg igen et holdepunkt. Livskraften – hvorfor er den der? Hvor kommer den fra? Hvad er den egentlig?
Tænkningen – hvorfor har vi den? hvor kommer den fra? Hvordan skal vi forklare den?
Bevidstheden – Hvorfor har vid den? Hvor kommer den fra? Hvordan kan vi forklare den?
Der er utallige eksempler som vi bare tager forgivet, men ikke kan forklare.
Ved at læse Steiner er der meget som tiltaler mig og som jeg kan forbinde mig med gennem min egen erfaring. F eks de tre legemer. Det fysiske det æteriske og det astrale, som passer meget fint i den tænkning jeg har udviklet gennem psykoterapien.
Den fysiske krop er simpelthen den fysiske krop og hvis den ikke var belivet ville den opløses.
Livskroppen som beliver kroppen og som har formet kroppen. Hjertet som slår. Åndedrættet som pulserer.
Sanse/bevidsthedskroppen som lægger mærke til hvad der forgår som sanser udadtil og indadtil og som står i et evigt samarbejde med de andre kroppe.
Steiners billede af Kristus holdende Lucifer og Ahriman i balance mellem dem, finder jeg passer riktig fint ind i sådan 393939som verden ser ud i dag. Vi ser på den ene side de luciferiske kræfter, hvor løgn, misinformation, folkeforførelse, følelser på afveje dominerer en stor del af billedet og på den anden side de ahrimanske kræfter som er de døde sterile tankers univers.
Så langt er jeg kommet, men ikke længere. Steiners kosmologi, karma og reinkarnation, livet efter døden står jeg lidt måbende og interesseret overfor uden at helt kunne forbinde mig med det, men interessant er at forestillingsmæssig prøve det af.
I lang tid har jeg været meget opsat på at få videnskabelige forklaringer på tingen jeg møder i verden, men efterhånden går det op for mig at jeg ikke på noget tidspunkt helt sikkert kan vide om de videnskabelige resultater holder bl.a. fordi videnskaben bruges af industrien som manipulation, eller resultaterne holder ikke fordi virkeligheden er så kollosalt meget mere nuanceret end hvad undersøgelserne tager holdning ting. Videnskaben kan aldrig sige sandheden, højest pege på sandsynligheder
Begynder jeg så at medtage idéen om en usynlig verden udenfor eller flettet ind i den materielle så bliver det meget komplekst.
Hvad kan jeg da som menneske stole på indeni mig selv. I psykoterapien ser jeg i hvor høj grad selvbedrag, projektioner og overføringer slører menneskers klare opfattelse af hvad der faktisk er der ude og hvad deres grumlige sjæl producerer.
Ønsket om at der skulle være noget andet end en materiel verden og et liv der ender med døden, punkt og slut kan visselig forføre mig til at skabe billeder af noget større fordi det giver mig trøst og mening, men med min rumoplevelse og skrækken ved at opdage umuligheden ved endeligheden kan jeg ikke argumentere imod. Jeg er nød ud fra mig selv og min tænkning at sige: det er et faktum. Det er noget større, det kan ikke være anderledes. Omvendt kunne jeg sige at de som ikke vil anerkende dette måske læner sig op af en slags sikkerhed om endelighed og grænser for ikke at blive bange for evigheden intetheden og grænseløsheden.
Beslutningen om at anerkende min indre logik og dermed en verden uden grænser, uden tid og rum som eksistensens egentlige grundlag, har ændret mit syn på mig selv og den verden jeg lever i. Frem for alt har det fået mig til at stole på min indre dømmekraft selv om jeg ikke kan bevise eller dokumentere det som jeg fornemmer som sandt og rigtigt.
Jeg tror at mamma havde kommet til en lignede slutledning i den sidste del af sit liv. Hun erklærede at hun var buddhist og troede på genfødselen. Hennes guru blev på slutet Bjørn….. og hans bog “jeg har kanske fel”. Der var pludseligt så meget der sagde hende noget från denne bog, som jeg ikke altid selv kunne følge.
Hun troede naivt att alle som læste den ville komma till samma mening som henne. Derfor ville hun forære alle i familjen et eksemplar. Desværre vækkede den ikke så stor genklang som hun havde håbet. Vi lever i en tid hvor materialismen er benhård.

Udgivet den

strålende leg

Indlæg på facebook

I dag læste jeg en artikel i information “bør Danmark anbefale nul timers skærmtid til de mindste børn”Emnet interesserer mig enormt fordi jeg tit ser små mennesker rundt om lege med smartphones og ipads som om de er ganske normale slags legetøj. Jeg blev meget overrasket over at artiklen udelukkende handlede om eventuelle problemer børnene kunne få ved at blive opslugt af en digital verden og derfor måske blive fremmedgjort overfor den virkelige verden. Det synes jeg selv er en meget vigtig grund, men at der ikke med et ord blev nævnt at børnene sidder i et forstærket elektromagnetisk felt imens de leger undrede mig meget. Den problematik synes at være helt udenfor den almindelige bevidsthed.Sundhedsstyrelsen advarer på sin hjemmeside mod at tale i mobiltelefon ved at holde den op mod øret og anbefaler at man bruger øretelefoner eller slår medhøret til, sådan at telefonen kommer i en vis afstand til kroppen. De opfordrer til kun at tale kort i telefonen og at hellere bruge sms. De opfordrer ligeledes til ikke at bære telefonen tæt på kroppen, f.eks i bukselommen eller brystlommen.Når Sundhedsstyrelsen skriver dette på sin hjemmeside er fordi de er orienterede om den forskning som uden hårde beviser har peget på en række potentielt alvorlige problemer omkring elektromagnetisk stråling generelt.Derfor kan det undre dels at sundhedsstyrelsen ikke gør brug af forsigtighedsprincippet overfor de små børn og at artiklen ikke nævner dette med et ord.Et lille barn der leger med fars og mors mobiler er i det tidsrum udsat for telefonens utrættelige søgen efter kontakt med den nærmeste antenne samtidig som den også rækker ud efter familiens Wifi. Sandsynligvis er bluetooth samtidig aktiveret. Der kan altså være tre forskellige strålingskilder kørende samtidig. Jeg er ingen ekspert på stråling og jeg ved ikke hvor stor den samlede stråling fra de tre kilder er, men den vil i hver fald langt overstige strålingen af en almindelig smartphone der er tændt uden at være i talemodus-det som sundhedsstyrelsen advarer voksne mennesker på sin hjemmeside imod. Jeg synes at det ville være på sin plads med en oplysningskampagne.Jeg ville ønske at der var nogen her der havde bedre viden end hvad jeg har og som kunne oplyse lidt mere præcis om strålingsmængden ved de forskellige sammensætning af strålingskilder. Håber på at høre fra nogen der ved!

Udgivet den

Tro, Viden og Tvivl

essay

“a lie does´nt become true, wrong doesn´t become right, and evil doesn´t become good, just because it´s accepted by a majority.” Booker T. Washington

Flere af mine venner har i tidens løb spurgt om jeg tror på Gud. Dette kan jo ikke siges at være et ja-nej spørgsmål, men åbner i stedet op for nogle yderst komplicerede betragtninger.

Tænk, hvis det var så enkelt at jeg blot kunne sige ja eller nej. Den grænseløse del af mig ville sige at alt er mulig. Jeg udelukker ingenting, men min mere skeptiske natur afgrænser min verden til det jeg kan opleve på min egen krop og sind, og der kan den kun henvise til diverse oplevelser jeg har haft, som har løftet mig op over det almindelige liv. Men den slags oplevelser er der ikke så mange af. Det er mest midt inde i musikken når jeg udøver den at det sker, hvis jeg er heldig. Eller i min bevægethed overfor en ekstraordinær handling jeg hører om hvor et menneske løfter sig op over sig selv og udretter noget som bringer medfølelse og håb ind i verden. Det berør mit dybeste væsen.

Jesus hævder i skriften at han er vejen, sandheden og livet og Pontius Pilatus spørger: “Hvad er sandhed”.

Hvad er sandhed? Dette spørgsmål er højaktuelt i dag. Aldrig tidligere i mit 78 årige liv har jeg oplevet så meget tvivl hos mig selv og hos dem der omgiver mig. Alt kan der stilles spørgsmålstegn ved i dag.

Jeg kan forstå dem der søger tilflugt i religionen og dermed bestemmer for sig selv hvad sandhed er. Det må være en kæmpelettelse ikke at skulle forholde sig til modstridende argumenter, men blot henvise til den hellige skrift.

Antroposofferne har et sofistikeret forhold til Kristendommen. Steiner hævder at han kan se og læse den åndelige verden som er usynligt for os almindelige mennesker. Han ser kristuskraften som en balancerende kraft mellem den livløse abstrakte ondskab og den vilde uafgrænsede og destruktive emotionalitet.

Jeg kan lide dette resonnement, fordi det giver mening i forhold til de tendenser som jeg ser i verden lige nu. Den kølige videnskab der insisterer på at være identisk med sandheden på den ene side og den vildskab der kommer ud af menneskenes angst og vrede, og hvor deres løbske fantasi skaber en sandhed som bliver bekræftet af ligesindede.

Det er kølig beregning der styr videnskaben, men også en anden økonomisk magtfaktor styr, nemlig den hyperliberale del af industrien, der ligesom videnskaben har nogle bestemte fremgangsmåder at gå efter og som laver deres egen forskning eller finansierer andres. I artiklen: “How big wireless made us think that cell phones are safe” (https://www.thenation.com/article/archive/how-big-wireless-made-us-think-that-cell-phones-are-safe-a-special-investigation/ ) bliver det dokumenteret at der findes selskaber som har specialiseret sig i misinformation. Citat fra artiklen: For the tobacco industry,……….a Brown & Williamson executive wrote for countering anti-tobacco advocates. “Doubt is our product,” the memo declared. “It is also the means of establishing a controversy…at the public level.”

Og tvivl er det vi må leve med i denne tid, hvor industri-interesser forurener debatten. Vi ser eksempler på “videnskabsmænd” som er støttede af industrien (nogen kalder dem for industriluder). I ICNIRP (International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection) som fastsætter grænseværdierne for den elektro-magnetiske stråling finder vi mange eksempler på medlemmer som har tråde til industrien. Dette er jo egentlig ikke så bemærkelsesværdig, når man ser at det også er tilfældet for organisationer der egentlig er sat i verden for at beskytte befolkningen såsom WHO (World Health Organisation), EPA (Environmental Protection Agency), FDA (Food and Drug Administration) med flere. Når den slags går op for mig bliver jeg vred og ked over at det upåagtet får lov til at finde sted i et civiliseret samfund og jeg løber risikoen for at min emotionelle energi tager overhånden og at jeg netop kommer til at forenkle det komplicerede. For at tøjle min løbske følelser gør jeg alt hvad jeg kan for at informere mig fra troværdige kilder, lytter til modargumenter, prøver at veje sandsynligheder for og imod, netop for at prøve at realisere den Steinerske tankegang om balance mellem det rent intellektuelle kalkylerende og det grænseløst emotionelle onde eller med andre ord lader neocortex og det limbiske system påvirke hinanden gensidigt.

Når befolkningen kommer i tvivl på grund af misinformation bliver mange bange. Angsten er mange gange motoren bag de vildeste konspirationsteorierne, men jeg kan ikke lade være inde i mit eget hoved at nære teorier om at selskaber med anknytning til industrien, selv skaber de vildeste konspirationstoerier, helt langt ude, for at implementere deres produkt: tvivl. Og det er netop tvivlen som skaber ubalancen mellem tro viden.

Hvordan kan det f. eks. være muligt at 75 miljoner amerikanere ukritisk tror på Trumps løgne? Tvivl! Når du er i tvivl må du vælge et standpunkt, som ligger tættest op ad din personlighed og din mentalitet. Dette bliver i udstrakt grad benyttet af folkeforførere som Trump med mange flere. En kompliceret forklaring orker mange mennesker ikke at forholde sig til, men en enkel gnist der antænder noget eksplosivt i de følelsesmæssige regioner bliver den enkle sandhed. Fanatisme tror jeg nok at det hedder.

Jeg ser med undren på hvordan vi i Danmark ser en udstrakt tro på myndighederne og den vedtagne mainstream-sandhed. Men myndighederne gør mange gange det samme som usurpatorerne. De manipulerer med almenhedens naivitet. Et eksempel som jeg selv går meget op i er myndighedernes hårdnakkede benægtelse af de mulige skadevirkninger af ikke-ioniserende elektromagnetisk stråling. Største delen af befolkningen er tilsyneladende trygge ved at EMS (elektromagnetisk stråling) er erklæret ufarlig. Dette på trods af en ikke ringe del af videnskaben har kraftige indicier på at EMS også i lavere doser skaber ændringer på celleplan, som hos forsøgsdyr udvikler sig til kræft. Myndighederne klamrer sig til en grænseværdi sat i forhold til den termiske effekt af EMS, hvor imod de oven nævnte skader optræder vid uendeligt meget lavere grænser (9 milj. μW/m2 i forhold til 50 µW/m2) Den termiske grænse (der hvor vi begynder at koge) er fastsat af ICNIRP, som er et privat foretag, hvor mange af medlemmerne har tråde til industrien. Forklaring på myndighedernes afvisning af mulige skader tænker jeg er at de økonomiske tab ved erkendelsen af at den trådløse teknologi er skadelig ville være enorme. Økonomien er vor tids guldkalv som vi danser omkring.

Sundhedsstyrelsen kender udmærket til problematikken fordi de videnskabelige resultater gør det mere og mere sandsynlig at det ér et problem som kræver brug af forsigtighedsprincipper. Bl. a. kan man på deres hjemmeside finde advarsler om mobiltelefoni. Om ikke at holde telefonen til øret, ikke bære den tæt på underlivet, undgå samtaler og i stedet sende sms-er. Men for at finde disse advarsler er man nød til at gå ind på hjemmesiden. Myndigheden vælger ikke at gå ud med disse informationer i almenheden, hvorved de fleste forbliver uoplyste. Det plager mig virkelig at se gravide kvinder snakke i mobiltelefon og derefter putte telefonen ned i en lomme på den gravide mave

Hvis jeg ligesom en aldrende Greta Thunberg drister mig til at sætte spørgsmålstegn ved disse vedtagne sandheder om uskadeligheden ved EMS gør jeg mig til skydeskive for spot, hån, aggressioner og måske endda trusler.

Udbrudet af Corona har skabt stor forvirring. Jeg ser hvordan myndighederne tiltager sig store friheder i deres forsøg på at håndtere den. Tvang, masker, tvangsvaccinering, vaccinepas, nedlukning drøftes som redskaber, uden at man helt sikker ved om disse tiltag vil virke. Denne usikkerhed leder naturlig nok til spekulationer hos befolkningen om de mulige motiver der ligger bag disse beslutninger. Og jeg undres ikke over at folk tænker sådan, fordi en del af befolkningen har registreret at regeringen og myndighederne lyver, misinformerer eller tilbageholder information når det er opportunt.

Hvor sandheden ligger begravet i dette landskab er ikke til at sige. Trump har bidraget stort til at løgne har blevet en del af kulturen og her er grobund for konspirationsteorier. Ordet konspirationsteoretiker har blevet synonymt med “sølvpapirhat” eller tosse. Men vi skal huske på at konspiration rent faktisk finder sted. Så disse teorier kan på den ene side være helt ude i hampen. Eller de kan have et grand af sandhed i sig. Eller de er simpelthen korrekte. Hvem ved?

Vaccineproblematikken kommer i kølvandet af coronarestriktionerne og vi hør hvordan en stor del af befolkningen ikke ønsker at blive vaccineret. Og personlig tror jeg at jeg ved hvorfor, efter at have læst Peter Gøtzsches bog om medicinalindustriens fremfart, hvor han afslører hvad jeg allerede hade stærkt på fornemmelsen, nemlig at medicinalselskaberne ikke interesserer sig det ringeste om vores sundhed, men fokuserer på profitten, hvilket jo er kernen i den neoliberalistiske tankegang. Så jeg synes at jeg kan se hvordan der udkrystalliserer sig to modsatrettede grupperinger i samfundet. De som vælger at tro på myndighederne lige meget hvad, og dem som prøver at se kompleksiteten, bagved det tilsyneladende enkle.

Jeg bliver mere og mere overbevist om at den problematik vi står med i dag, ikke kun med overhængende katastrofer, men også med tvivlen der kommer ud af at vi har valgt at tage nyliberalismens sandheder til os som vore egne. Vi reagerer tilsyneladende ikke på absurditeterne længere. Jeg oplever at denne strømning har forgiftet vores kultur og kastet os ud i uvished, hvor vi opfinder vores egen sandhed for at have noget at holde os til. Enten bliver vi manipuleret af industriel “videnskab” og markedsføring eller forhånet som sølvpapirhatte når vi går imod mainstream. Jeg synes at dette er symptomer på en kultur i undergang. Og jeg føler inderst inde en dyb sorg over verdens tilstand, som jeg næsten ikke tør lade komme op i bevidstheden af angst for at den skulle kunne få mig til at miste modet

Hvis der skal ske en ændring i alt dette må vi konfrontere den destruktive kultur som nyliberalismen har skabt. Vi er nød til på alle planer i samfundet at konfrontere og stoppe løgnene. Kriminalisere foretagender der lever af bevidst at misinformere. Undersøge den øverste topledelse i de forskellige industrier og hvis nødvendig idømme de skyldige fængselsstraffe for genom misinformation at have implementeret skadelige systemer eller produceret usunde unødvendige varer. Vi bør også kriminalisere spild og unødvendig produktion. Og fremfor alt sætte en effektiv stopper for manipulativ industristyret (u)videnskab. Så kan det være at verden langsomt ville kunne få sin balance tilbage.

At leve med viden om eller formodninger om hvad der er på gang i verden og samfundet og samtidig se hvor vanskeligt det lader sig forandre har en voldsom virkning på mig og tænker jeg, på alle som fornemmer alvoren omkring at en forandring er nødvendig. Det er en kæmpebelastning på det psykiske plan og kræver for min egen del en benhård kamp med at bevidst momentvis fortrænge den truende virkelighed for at give plads til en anden, mere spirituel tilgang til virkeligheden gennem musikken og kunsten for at give mig en tiltrængt pause fra elendighederne. Men uden at undlade at prøve med at blive ved med at forandre, der hvor jeg kan.

Den samlede verden lider under de gevaldige fejl der er skabt af destruktive systemer og det handler om for mig om, hvis muligt at medvirke til at få fred på jorden, i vores celler, i vores hoveder og i vores hjerter. Vi skal kunne VIDE os sikre både for os selv, vores børn og deres fremtid.

Et barn, Greta, min ven i ånden bliver ved med at insistere på at vi skal tage sandheden om klimaet til os. Måtte vi lytte, fatte og forandre!

Ebeltoft 18.01.2021 Göran Bergström

Udgivet den

Enfoldighedens velsignelser

Overfladen er helt glat og man kan ikke se andet end den fagre nye verden. Vidunderligt med alt det lejetøj man kan boltre sig med, som bliver mere og mere avanceret og langt overskrider hvad man troede var mulig. Vi behøver ikke længre en gud fordi vi er selv gud. Vi vil ikke kigge på slangen i paradiset på trods at den hænger der synlig for enhver. Så længe vi ikke kigger på den eksisterer den ikke. Men hvis vi hastigt kaster et forskræmt blik derhen, kan vi ikke trække det tilbage igen. Nu har vi set den. Nu er vi medvidende. Nu har vi et ansvar. For pludselig åbner hele den absurde virkelighed sig. Nu er det ikke længere morsomt det vi ser.

Udgivet den

Safety First i musiklivet?

Artikel af Hans Erik Deckert


”Safety first” i musiklivet?
Det er en selvfølge, at tingene skal være i orden i det professionelle musikliv. Hvorfor sætte et spørgsmålstegn ved det? Svaret er modspørgsmålet: Er “Safety first” i musiklivet et garantibevis for musikalsk liv? Hvad er ”musikalsk liv”?
Uudsletteligt for mig står en klaveraften af den tyske pianist Wilhelm Kempff i Stadionhallen i Aarhus i 1970erne – det var inden der fandtes et musikhus i byen. Koncerten blev anmeldt i Aarhus Stiftstidende og havde overskriften ”Oplevelser hinsides det beskrivelige”. 1500 tilhørere overværede begivenheden i denne sportshal:
”Man kunne næppe til åbningen af Wilhelm Hansens nyetablerede koncertserie i Aarhus have fundet en fornemmere og mere markant kunstnerpersonlighed end Wilhelm Kempff. Blandt pianister kan få eller ingen måle sig med ham i dybden af det musikalske udsagn, og man måtte ved koncerten i fredags så stærkt som nogensinde erkende, hvor uformuende sproget er, når det gælder at beskrive, referere eller blot skitsere et musikalsk indtryk.
For Wilhelm Kempff formidler det reneste, mest slaggefri i de fortolkningsmuligheder, værkerne repræsenterer. Det er klaverspil af krystallinsk klarhed og besjælet af en poetisk kraft, der får hver tone til at krible af liv og vilje til viderefart. Men det psykologiske ”indhold” ligger hinsides alt anekdotisk, lader sig end ikke tilnærmelsesvis karakterisere med de ord, vi har for menneskelige følelser og oplevelser. Og dog er det så almenmenneskeligt elementært, hvad der sker.
At gå i detaljer med beskrivelse af den uendelig rigt nuancerede dynamik, den lysende klare stemmeføring eller den formidable klangsans vil i grunden blot være at gå udenom det væsentlige, som var oplevelsen af musik som en levende organisme, en struktur i tidens dimension, der etablerer sin egen indre logik, tilsyneladende autonomt, men i intim sammenhæng med den menneskelige psyke. At forsøge nærmere at indkredse oplevelsens art er imidlertid omsonst, da den er uløseligt knyttet til musikken i det klingende øjeblik.”
I sommeren 2019 mødte jeg en af mine kollegaer fra konservatorietiden ved en fødselsdagsfest. Han spurgte mig: ”Hvorfor lyder alt anderledes i dag end tidligere?” Jeg svarede, at præstationen, sikkerheden, karrieren, selvcentreringen havde reduceret det egentlige musikalske budskab til en bisag. Det var ikke blot, fordi kammertonen havde nået inflatoriske højder, de stressede tempi blokerede for en inderliggørelse og lydstyrken efterhånden betød en alvorlig belastning for hørelsen, men fordi vor tilværelses udvendighed havde fortrængt musikkens livgivende kræfter. Klanglig monotoni, anonym intonation og mekanisk rytme havde lagt sig som ”smog” over det musikalske landskab. Man beundrede primært færdighederne. Sjælens næring som det essentielle var gledet i baggrunden.
Allerede i 1931 forudanede den uforlignelige dirigent Wilhelm Furtwängler denne udvikling, da han i forbindelse med indspilningsteknikkens daværende sejrstog skrev sin essay ”Musikkens livskraft”, hvor det hedder:
”I dag er kriteriet på en god klavertolkning eller orkesterkoncert i stigende grad blevet den perfekte, udlignende, altvidende grammofonplade i stedet for den altid kun én gang levende reproduktion. Og således er også alle den ´pladerigtige´ musicerens ejendommeligheder mere og mere blevet overført til koncertsalen; samtidig med den tekniske perfektion kom frygten for de alt for langsomme tempi, for de store modsætninger, pauserne, angsten for alt hvad der er ekstremt, men samtidig også for alt hvad der er strukturende, formgivende, i dybere forstand skabende. Det betyder nu en afgørende ændring i vor musiceren overhovedet: Musikken blev mere og mere frataget sin motoriske, levende-umiddelbare karakter. Rytmen, det levende hjertes pulsslag, blev tilnærmet maskinens mekanisk-skematiske takt, den organiske form blev helt ind i den mindste sangfrase berøvet en del af sit indhold af varme, af fyldig, blodrig, levende ´væren´. Den blev fattigere på umiddelbar livskraft – på ´vitaminer´, om man vil. Den begyndte mere og mere at antage den flade smag af destilleret vand.”
I sommeren 1951 oplevede jeg Pablo Casals for første gang. Det var i Beethovens g-mol sonate. Begyndelsestakterne står den dag i dag i min erindring. Aldrig før havde jeg hørt en sådan cellotone. Den åbnede for en fuldkommen ny dimension i musikken. Det var klangen der bevægede sig uophørligt! Tonen kom et sted fra og førte videre til det næste sted. Tonen var blevet ”bolig” for den kraft, som var den egentlige livskilde. Øjeblikket var blevet til et panorama. Klangen var den substans, hvoraf musik kunne opstå, hvis betingelserne herfor var til stede. Hertil hørte selvsagt ”Safety” som det uomgængelige ydre grundlag. Men det afgørende var dog, at musikken slet ikke kunne opstå gennem nok så fængslende færdigheder. Den eneste forudsætning hertil var den selvhævdelsesfrie forbavselse, den dybeste ydmyghed, den totale hengivenhed og den uendelige taknemlighed overfor tonernes vidundere. Selvfølgelig havde dette eksisteret til alle tider, men der skulle en opvågnende hændelse til for at igangsætte denne udviklingsproces, der ikke kender nogen afslutning.
I musikken har vi mulighed for at erfare sammenhæng. Vi kan erfare slutningen i begyndelsen og begyndelsen i slutningen. Dirigenten Sergiu Celibidache, en af det 20. århundredes uforglemmelige musikalske øreåbnere, kaldte dette for ”Die Gleichzeitigkeit von Anfang und Ende“ – „samtidigheden af begyndelsen og slutningen”. Musikken bliver her til en oplevelse af helhed, hvor tiden er blevet ophævet og hvor evigheden kan anes. Her møder vi det åndelige, det uforklarlige, musikkens oversanselige realitet, som er tilgængelig for ethvert menneske. Klang og samklang, tonehøjde, tonevarighed og tonestyrke kan blive til en livsytring, når vi korrelerer alt klingende! Musik kan blive til mere end blot nydelse, mere end overfladens glimmer. Musik kan blive til en erkendelsesvej, beslægtet med en indvielsesvej. Denne vej ender aldrig. Den har de største chancer for det enkelte menneskets udvikling, både individuelt og socialt. Fremtiden behøver en musikforståelse, der er baseret på opdagelsen af musikkens åndelige realitet. Så vil meget af det, der i dag kalder sig musik, blive til et affaldsprodukt, hidrørende fra en nådesløst manipulerende musikindustri. Enhver af os har mulighed for at skelne mellem et spirituelt og et utilitaristisk musiksyn, mellem åndsvirkeligheden eller bundtheden til det blot kropslige, når den oplevende bevidsthed aktiveres.
I ovenstående anmeldelse får vi en antydning af, hvad der forstås ved ”musikalsk liv”: ”Det er klaverspil af krystallinsk klarhed og besjælet at en poetisk kraft, der får hver tone at krible af liv og vilje til viderefart.”
Det er en bevæget klang, en korreleret intonation og en struktureret rytme, som kan bevirke en ”opstandelse” af musikken! Ethvert menneske er født med sit eget musikinstrument. Ellers ville vi ikke kunne synge. At vi i dag har fænomenale færdigheder i musiklivet er en af tidens store gaver. Men denne gave er imidlertid ikke adgangsnøglen til musikkens ufattelige mysterium. Nok imponeres vi af perfektionen i vort musikliv, men besjæler den os? Bliver den også musikalsk, blot fordi vi mestrer vanskelighederne? Overvinder ”safety” klanglig monotoni, anonym intonation, mekanisk rytme? Eller fornægter en fremtidig musikforståelse sådanne kriterier?
En anden gave i vor tid er muligheden for at udvikle en større bevidsthed om det musikalske fænomen. Vi kan mere end nogensinde før møde musikkens virkelighed gennem skoling. Denne musikkens virkelighed slumrer i ethvert menneske! Den er permanent tilstede. Når vi musicerer, bryder den frem, selvom vi intet eller næsten intet har gjort for at fremme den. Hvert menneske er musikalsk! Men musikkens livskraft behøver omfattende pleje i hverdagens umusikalske udørk som eksempelvis færdighedspleje blot for færdighedens skyld. Den vil formidle erkendelsesprocesser til de ”hungrende” blandt os. En sindelagsændring i nutidens musikuddannelse er fornøden.

Som eksempel på det klanglige nærvær anføres begyndelsestakterne i Schuberts strygekvintet, skrevet kort før hans død: C-dur akkordens inderligt lysende og ophøjede ro, den bratte overgang til den afgrundsdybe formindskede septimakkord c-es-fis-a og c-dur akkordens tilbagevenden, og tilsvarende i takt 11 ud fra dystre d-mol.

Som et eksempel på en korreleret intonation anføres en række små motiver, hvor de uomgængelige formindskede og forstørrede intervaller står i forgrunden (det kan også opleves på et tasteinstrument):

Som et eksempel på en struktureret rytme anføres en passage fra Wilhelm Kaiser-Lindemanns Variacões Brasileiras for 12 celloer: De 32 sekstendelsnoder samles til et hele. 32 bliver til én, 32 lig 1, hvilket tillige indebærer tempostabilitet. Det begyndende d stræber til det afsluttende e.

Den karismatiske cellist Mstislaw Rostropovich siger om musikkens opgave:
Musik er en art menneskelig medicin. Den der vier sit liv til musikken, burde aflægge et løfte, svarende til den hippokratiske ed: sandhed, renhed og kamp for livet. Hver musiker burde være dels læge, dels præst. Dette er meningen med denne profession, ikke det behagelige liv.

Arnold Schönberg om musikpædagogens opgave (i forbindelse med tilbuddet om at lede musikakademiet i Jerusalem):
Jeg har altid været passioneret lærer. Det har altid ligget mig på sinde at finde ud af hvad der bedst hjælper begyndere, hvordan man kan gøre dem fortrolige med vor kunsts tekniske, åndelige og etiske krav, hvordan lære dem at der gives en kunstmoral, og hvorfor man aldrig må ophøre med at pleje den, men på det skarpeste må kæmpe mod enhver der krænker den. Jeg ville have forsøgt at skaffe dette akademi universel betydning, så at det kunne egne sig til at tjene som modstykke til en menneskehed der i så mange henseender hengiver sig til en amoraliserende, smart materialisme – en materialisme, bag hvilken alle etiske forudsætninger for vor kunst forsvinder mere og mere. Et universelt forbillede må ikke frembringe nogen halvstuderet røver. Det må ikke opdrage instrumentalister, hvis første færdighed blot er færdighed i sig selv, og som er i stand til helt og holdent at tilpasse sig det almene underholdningsbehov. Fra et sådant institut skal kunstens sande præster udgå, præster som træder kunsten i møde med samme ærefrygt som Guds præst ved alteret.

Sergiu Celibidache:
Musik er ikke tillokkende, men en enestående lejlighed til at komme fra det forgængelige til det evige.

Udgivet den

5G og dets amoralske grundlag

Det sker mystiske ting i verden for øjeblikket der kan være meget svære at forstå. Verdens ledere holder møde om takling af klimaforandringerne, men der sker ikke noget resultat af betydning.

Elektromagnetisk stråling er blevet påvist at være et miljøgift. Gravide, børn og unge er i farezonen. Udrulning af 5G pågår ufortrødent.

Der ser ud som om der et meget udbredt dissocieringssyndrom tilstede i verden. På den ene side ved man om, at katastrofen venter lige om hjørnet, men man lader som om den ikke er der.
Industrien har brugt sin ekspertise på at forhindre kendskab til problemerne ud fra én eneste devise. Penge.

Hvis jeg kom fra en anden planet og besøgte jorden ville jeg måbe. Jeg ville slet ikke kunne forstå at en dyreart som havde opnået dette intelligensnivå, nu var i færd med at ødelægge sig selv, ved siden af al sund fornuft.

Set fra et psykologisk perspektiv ville jeg måske forstå hvordan vi havde endt her, på grund af den splittelse mellem intellekt og krop som langsomt har vokset sig større og større i den vestlige kultur.

Videnskabsmændende opfører sig nogen gange som børn. Begejstringen over de muligheder der åbner sig får dem til at overse de problemer der følger med.
Tag for eksempel genmodificeringsdillen, hvor man leger med livets grundstene uden at ane hvad for konsekvenser det har.
Mulighederne der åbner sig for teknikken ved hjælp af 5G overskygger problemerne omkring en teknologi der beviseligt er skadelig for levende væsener (inklusive mennesket.)
En ting er de begejstrede videnskabsmænd. En anden ting er industrierne der står på spring for at udnytte de nye muligheder, ikke primært for fælleskabets skyld, men for pengenes skyld. Ufattelige mængder af penge forventes at opnås ved de nye teknologiske landvindinger fra industrier der har sit ideologiske udspring i det neoliberale tankeset. Dvs det er til sin natur amoralsk. det har kun et sigte og det er at tjene penge. Koste hvad det koste vil.
Disse industrier hyrer firmaer der har udviklet et raffineret system, der kun har til opgave at rydde vejen for forhindringer for industriens produkter. Og den vej er tit kantet med lig. De føler sig ikke forpligtiget til at yde til fælleskabet. “Tvivl er vores produkt ” er et citat fra lederen af Brown & Williamson som et beroligende udsagn til tobakselskaberne. At så tvivl er strategien. Hvis en ryger oplever at der er modstridende videnskabelige resultater, fortsætter de sandsynligvis at ryge. De har blot en eller anden pervers overbevisning om at dette absurde tankemønster som den moderne form for liberalisme støtter sig til, opretholder og i sidste ende redder verden. Det samme gælder for elektromagnetisk stråling (EMF). Hvis du hører om modstridende argumenter i debatten om faren ved EMF, vil du sandsynligvis vælge at tro på det argument som frikender muligheden for trådløs kommunikation, sådan at du uden at frygte kan blive ved med at bruge din mobiltelefon som du har gjort hidindtil. En stor del af befolkningen kan kategoriseres som frivilligt uvidende. Dvs. De vil ikke informeres om ting der vil begrænse dem i allerede etablerede vanemønstre. I forhold til 5G kan vi se hvordan det er lykkedes den trådløse industri at fordreje videnskaben, overbevise politikerne, beherske maintstream-opfattelsen af ikke-ionisernede stråling som ufarlig, stik imod klare videnskabelige resultater der taler deres tydelige sprog. Det er selvfølgelig kun et tidsspørgsmål hvornår det går op for de brede masser hvor galt det står til. Det ved industrien selvfølgelig, men ligesom i forbindelse med tobakken, omkring olien, omkring glyfosaten, m.m arbejder industrien på højtryk for at  udskyde det øjeblik hvor vinden vender. Imens sker der katastrofale ting, hvilket i dette øjeblik allerede finder sted i forhold til klimaforandringerne, hvor vi måske ikke længere kan vende udviklingen. Det er jo et vanvid som er vanskelig at komme til livs fordi mennesker i almindelighed tit ikke aner hvad der forgår og det eneste der tilsyneladende for alvor kan ændre udviklingen ville være hvis befolkningen begyndte at protestere.

Ved siden af de tankefikserede mennesker, såsom videnskabsmænd og industrifolk har vi de mennesker der kun reagerer med følelser, De har en tendens at tro på alt hvad de hør uden at undersøge om det har noget på sig. Disse mennesker findes i begge lejr. De som ukritisk tror på den fagre nye (ufarlige) verden og de som tror alt hvad de støder på på internettet i relation til 5G og faren ved stråling. Det er nemt at putte sidstnævnte i kategorien konspirationsteoretiker.
Læs mere om dette på de følgende links:

https://www.thenation.com/article/how-big-wireless-made-us-think-that-cell-phones-are-safe-a-special-investigation/

https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(18)30221-3/fulltext

https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(18)30221-3/fulltext