Det er kommet en revne i min gambe på grund af det tørre vejr der opstår i frostvejr. Når jeg spiller på den kommer der på nogen strenge en skurrende lyd der ikke er spor behagelig og jeg bliver klar over hvor tæt gambens beredvillighed ligger på mit velbefindende. Jeg bliver så tilfreds og jublende glad når strengene leverer lige præcis den klang som jeg har tænkt mig. Det bliver et direkte udtryk for mit indre på en eller anden måde. Jeg giver udtryk og som svar giver gambens klang mig et indtryk som tilfredsstiller mig og gør mig rolig. En måske narcissistisk tilstand som, når gamben skurrer, gør at jeg bliver utilfreds med mig selv.
Jeg tænker på det paradoksale i at menneskets narcissistiske utilfredshed med sig selv samtidig skaber store kunstnere, hvis ustandselige stræben efter perfektion giver os tilskuere/-hørere stor nydelse, imens de selv lider af et uopfyldt ubevidst behov af anerkendelse for det de i virkeligheden er, uden betingelser.
Nå men det er ikke for at jeg vil sammenligne mig med store kunstnere. Jeg bare reflekterer lidt over drivkraften bag ved at opnå tilfredshed med sig selv, og hvordan dette kan for nogen blive afhængig af det ydre svar. Ligesom eksemplet med min skurrende gambe.
En skøn overskrift, der giver mig lyst til at læse videre. I min videre færd ned igennem artiklen frydes jeg over ordenes dans med hinanden. Ordenes skønhed og begivenheder i den virkelige verden danser så selvsikkert med hinanden. Meningen med artiklen vokser så fint frem. En fornøjelse.
Tak Marius! Dine ord danser sandelig også!