DAGBOGSNOTATER
Det er skærtorsdag 2023 og lige nu er jeg på vej til Smedjebacken hvor jeg skal møde Helena og hvor vi om Søndagen rejser sammen med Magdalenas og Marias familjer til Arvika for at gravlægge mamma i den olsenska familjegraven.
Det er dejlig at møde familjen men rejsen er meget krævende. I begyndelsen fordi jeg havde fået forkert dato på billetten fra Århus. Den kvindelige Konduktør forlangte at jeg betalte for en ny billet, fordi som hun sagde du har jo selv sat forkert dato på billetten. Dette gentog hun endnu en gang da jeg skulle betale den nye billet, sådan at jeg ikke skulle glemme at det var min egen skyld og ikke dsbś.
Jeg tænkte at hun inderst inde selv syntes at reglerna var for strikte og havde lidt dårlig samvittighed over at skulle administrere disse overfor en ældre herre. Derfor måtte hun optræde firkantet for at overbevise hende selv og mig om at det var min skyld. At gøre det nemt for os begge vill være mod reglementet hvilket hun kunne riskere at blive bebrejdet.
Efter at være ankommet til kbh stod jeg i den isnende blæst (på trods af strålende sol). Toget var 25 min forsinket ved ankomsten og som der blev sagt i højtalerne, det skyldes at toget var forsinket allerede ved ankomsten til stkhlm. Ved min forspørgsel om jeg kunne nå min forbindelse i Mjølby fik jeg svaret: vi får se når vi nærmer os.
Dette er regeln og ikke undtagelse når jeg rejser i Sverige at jeg må sidde og ængstles over om vi nu kan nå det eller ej. Jeg har i den forbindelse nogle meget ubehagelige oplevelser hvor jeg bl.a. har måttet diskutere højrøstet med en konduktør for at han skulle efterkomme mine rettigheder og bagefter fået at vide at jeg alligevel ikke kunne få den kompensation som jeg var beretiget til.
Jeg sidder her i min beskyttelsesdragt (mod emf-stråling) med hætten op over ørene og ser mærkelig ud i de andres øjne. Jeg prøver på at i min egen oplevelse gøre det til den naturligste ting i verden.
Jeg prøver at holde det grimme fra livet gennem at bevidstgøre den bagvedliggende åndelige verden som den ultimative virkelighed.
Der er stadig skønhed når jeg kigger ud gennem ruden og menneskene omkring mig virker ubekymrede.
Næsten alle sidder og fingrer på sine telefoner, som om de er vokset sammen med dem. Foran mig er en reklame fra tele2 som siger: nu gör vi Sveriges företag helt obegränsade…..obegränsad mobildata och 5G.
Gennem vinduet ser jeg skoven og de røde små bondehuse som gør mig glad.
Ind emellem tænker jeg at jeg ikke burde rejse. At jeg burde blive hjemme hos min mand og havet og den lave stråling og så der afvente døden hvornår den nu ville indfinde sig. Og så i den tid der er tilbage nyde samværet med min mand gøre de ting jeg holder af at gøre og som jeg føler har en dybere mening. Sangen, låtarna, gamben, samspillet, samværet, meditationen, omsorgen om mit hus,kontakten til det åndelige.
Men nu handler det om det sidste jeg skal gøre for mamma. Hun skal i jorden ved siden af sin far og mor i Arvika. Staden som har betydt så meget for mange i vor famile.
Det er ligesom om påsken er en passende tid at gøre dette. Kristus lider døden på korset i morgen, men så står han op igen påskedag og det er det vi fejrer. Det evige livs sejr over den fysiske død. I Grækenland vil de på påsken gå omkring og hilse hinanden med: Kristus er opstanden! Jeg ved egentlig ikke hvad det skal betyde, men jeg bliver glad når jeg hør det.
I følge Steiner er mamma nu i Kamaloka der hun skal tilpasse sig den åndelige verden før hun igen er klar at lade sig inkarnere.
Steiner lavede et sandsprogsord der siger:
Mer strålende end solen
Renere end sne
Finere end luft
Er selvet
Dette selv er jeg
Jeg er dette selv.
Også disse ord gør mig glad. Det er ikke min kværulerende og utilfredse natur der er det vigtigste ved mig og os allesammen.
Men det er en del af selvet der er fuldt af rent fint lys som hører evighedem til. Så kan man jo ikke fortvivle.
Jeg har begyndt at lytte til de stemmer i mig som tidligere talte i underbevidtheden og som hele tiden vurderede mine medmennesker på et meget tyndt grundlag. Det går meget på udseendet om jeg finder dem attraktive eller frastødende.
Så snart jeg hør disse stemmer nu prøver jeg at stoppe dem og at gøre min holdning neutral. Tidligere havde jeg den opfattelse at hvad jeg tænkte indeni mig var mit personlige anliggende og kunne ikke skade de andre. Men sandheden er at det skader mig og den konktakt jeg kunne have med disse om jeg havde forholdt mig neutral. Det gør mig glad at tænke sådan.
Jeg havde en oplevelse forleden dag når vi skulle i teatret og se jeg bærer min sjæl.(grønlandsk teaterstykke om seksuelt misbrug med bl.a Rasmus Lyberth, den kære mand) Vi skulle møde Gösta og hans kæreste og jeg kunne høre hvordan stemmerne gik igang før vi skulle møde dem. Små giftige detaljer som ville bevirke at jeg havde ret til at være tilbageholdende overfor dem. I det jeg opdagede hvad der var igang, stoppede jeg det og begyndte tænke på dem som nogle det ville være dejligt at møde og at jeg så frem til det. Da vi så endelig mødtes blev det et rigitg dejlig møde hvor jeg kunne være engageret og imødekommende.
Nu sdder jeg i Fagersta centralstation og venter på toget der siges være forsinket et kvarter. Vi får se.
Hvis man sammenligner denne rejse med Carsten Nieburs rejse til det sk lykkelige arabien, så må man sige at herværende er for ingenting at regne. Men så tænker jeg på den anden side at når de rejste ud fra kbh ca 1763 så vidste de allesammen at det var med livet som indsats og den videnskabelige opgave og eventyrslysten har vejet til dens fordel. Det minder om vore dages indlandsisoverskridere og mounteverestbestigere. Denne lille ubetydelige rejse kan højest svække mit helbræd, men sandsynligheden for at jeg overlever er stor. Dog kunne jeg godt forestille mig at være ung igen og satse alt på en sådan rejse.
Men min rejse er jo ikke over endnu. Efter smb skal vi jo til Arvika i bil og så tager jeg hjem over gbg-frhvn. Det smager jo trods alt lidt af eventyr. I Arvika skal jeg afprøve min emf-sikre sovepose og ligeledes på vandrerhjemmet i gbg.
Långfredag i Smedjebacken
Jeg lægger mærke til hvor stressende det er at hele tiden blive afbrudt med det jeg laver. Helena er ikke så krævende som mamma, men det skal ikke så meget til for at mit system bliver oversvømmet. Jeg skal forholde mig til Helenas idéer og mestedels giver jeg hende ret med henblik på hvordan hun vil omlægge haven og indrette huset. Vanskeligt bliver det når hun generaliserer over indvandrere og projicerer hendes egen livsangst over på dem. Da har jeg svært ved at ikke tage til genmæle, men giver på den anden side op til sidst når jeg mærker hvor lønløst det er. Hun taler nogen gang som om hun er sverigedemokraternes propagandaminister.
Jeg håller på at gennemgå alle mammas papirer, udklip, fotografier.Vælger ud bøger som jeg vil have med mig. Læser gamle breve; og prøver at ikke at spare på altfor mange af nostalgiske grunde.
I morgen kommer begge familier og vi skal fejre påskeaften.