SPIRITUALITET
10.03.2023
Det er som om jeg er kommet ind i en ny fase.
Verdens tilstand med stråling, virus, neoliberalistiske blokeringer for forandring, klimaforandringer, ødelæggelse af jorden, m.m gav mig på et tidspunkt følelse af klaustrofobi. Hvis denne materielle verden som vi maltrakterer er det eneste der er, sagde jeg til mig selv, er der ikke meget ved livet.
Det førte mig tilbage til tanker og oplevelser fra min barndom, hvor jeg var meget optaget af antroposofi. Min glæde ved antroposofien døde lidt ud efter at jeg havde varet musiklærer på Steinerskolen i et antal år og ikke følt mig godt tilpas der.
I hvert fald blev jeg ført tilbage til et tankeeksperiment jeg lavede som barn og som den gang skræmte mig.
Jeg forestillede mig at jeg bevægede mig i rummet. Jeg kom længere og længere ud i rummet og i følge den logik som det materielle livet havde givet mig omkring tid og rum, måtte denne rejse på et eller andet tidspunkt holde op. Der måtte komme et slut eller en væg som markerede at nu var jeg kommet så langt som det var mulig. Men da dukkede den uhyggelige tanke op at der jo måtte være noget bagved væggen. I min bevidsthed blev det til at hver gang jeg kom til en væg ville universet fortsætte bag ved denne væg.
Jeg holdt op med dette tanke eksperiment, fordi det skræmte mig sådan.
Når jeg i dag kommer tilbage til denne tankerække bliver den for mig et bevis for at den materielle verden ikke er den endelige verden, men der må være en anden verden der er den virkelige og at den materielle kun er en del af denne mere virkelige virkelighed, som ikke er underlagt begrænsninger i tid og rum
Denne tanke får klaustrofobien til at forsvinde.
Nu har jeg altså et afset i denne tanke som jeg begtragter som den eneste mulige forklaring og løsning på det dilemma jeg støtte ind i med mit tankeeksperiment som barn.
Det er noget at stå på som føles sikkert og rigtig.
Den gang jeg som ung læste Steiner inspireret af min gode veninde og medstuderende på musikskolen, Ulla, syntes jeg at bøgerne jeg læste var interessante, men jeg læste dem kun med halve mig og det ramte ikke for alvor ind på dybet. Mere noget jeg forholdt mig til intellektuelt.
Det er anderledes i dag hvor jeg står ovenpå overbevisningen af eksistensen af en for sanserne usynlig verden, som den virkelige, fordi hvis jeg tager dette alvorlig må jeg finde et forhold til denne usynlige verden.
I første omgang bliver jeg klar over at jeg ikke behøver at have et åndeligt øje for at kunne se denne usynlige verdens manifestationer skinne igennem.
Jeg kan få den tanke at det var en mening udover den at flygte fra strålingen på Bækkelundsvej. At komme herud hvor jeg hver dag kigger ud på havet og det vidunderlig skue der udfolder sig. Havet, farverne, vandet, vinden. Alt minder mig om noget hinsides det materielle.
Jeg føler en længsel efter at gribe det bagved tingene for at få en tydelig bekræftelse på at det er rigtig det jeg tænker, men samtidig synes det mig som om jeg helt mangler evnen til at udvikle oversanselige organer som kan orientere mig i en for de fysiske sanser ikke fornembar verden.
Ved at reflektere over alle de ting og fenomener som naturvidenskaben ikke kan forklare har jeg igen et holdepunkt. Livskraften – hvorfor er den der? Hvor kommer den fra? Hvad er den egentlig?
Tænkningen – hvorfor har vi den? hvor kommer den fra? Hvordan skal vi forklare den?
Bevidstheden – Hvorfor har vid den? Hvor kommer den fra? Hvordan kan vi forklare den?
Der er utallige eksempler som vi bare tager forgivet, men ikke kan forklare.
Ved at læse Steiner er der meget som tiltaler mig og som jeg kan forbinde mig med gennem min egen erfaring. F eks de tre legemer. Det fysiske det æteriske og det astrale, som passer meget fint i den tænkning jeg har udviklet gennem psykoterapien.
Den fysiske krop er simpelthen den fysiske krop og hvis den ikke var belivet ville den opløses.
Livskroppen som beliver kroppen og som har formet kroppen. Hjertet som slår. Åndedrættet som pulserer.
Sanse/bevidsthedskroppen som lægger mærke til hvad der forgår som sanser udadtil og indadtil og som står i et evigt samarbejde med de andre kroppe.
Steiners billede af Kristus holdende Lucifer og Ahriman i balance mellem dem, finder jeg passer riktig fint ind i sådan 393939som verden ser ud i dag. Vi ser på den ene side de luciferiske kræfter, hvor løgn, misinformation, folkeforførelse, følelser på afveje dominerer en stor del af billedet og på den anden side de ahrimanske kræfter som er de døde sterile tankers univers.
Så langt er jeg kommet, men ikke længere. Steiners kosmologi, karma og reinkarnation, livet efter døden står jeg lidt måbende og interesseret overfor uden at helt kunne forbinde mig med det, men interessant er at forestillingsmæssig prøve det af.
I lang tid har jeg været meget opsat på at få videnskabelige forklaringer på tingen jeg møder i verden, men efterhånden går det op for mig at jeg ikke på noget tidspunkt helt sikkert kan vide om de videnskabelige resultater holder bl.a. fordi videnskaben bruges af industrien som manipulation, eller resultaterne holder ikke fordi virkeligheden er så kollosalt meget mere nuanceret end hvad undersøgelserne tager holdning ting. Videnskaben kan aldrig sige sandheden, højest pege på sandsynligheder
Begynder jeg så at medtage idéen om en usynlig verden udenfor eller flettet ind i den materielle så bliver det meget komplekst.
Hvad kan jeg da som menneske stole på indeni mig selv. I psykoterapien ser jeg i hvor høj grad selvbedrag, projektioner og overføringer slører menneskers klare opfattelse af hvad der faktisk er der ude og hvad deres grumlige sjæl producerer.
Ønsket om at der skulle være noget andet end en materiel verden og et liv der ender med døden, punkt og slut kan visselig forføre mig til at skabe billeder af noget større fordi det giver mig trøst og mening, men med min rumoplevelse og skrækken ved at opdage umuligheden ved endeligheden kan jeg ikke argumentere imod. Jeg er nød ud fra mig selv og min tænkning at sige: det er et faktum. Det er noget større, det kan ikke være anderledes. Omvendt kunne jeg sige at de som ikke vil anerkende dette måske læner sig op af en slags sikkerhed om endelighed og grænser for ikke at blive bange for evigheden intetheden og grænseløsheden.
Beslutningen om at anerkende min indre logik og dermed en verden uden grænser, uden tid og rum som eksistensens egentlige grundlag, har ændret mit syn på mig selv og den verden jeg lever i. Frem for alt har det fået mig til at stole på min indre dømmekraft selv om jeg ikke kan bevise eller dokumentere det som jeg fornemmer som sandt og rigtigt.
Jeg tror at mamma havde kommet til en lignede slutledning i den sidste del af sit liv. Hun erklærede at hun var buddhist og troede på genfødselen. Hennes guru blev på slutet Bjørn….. og hans bog “jeg har kanske fel”. Der var pludseligt så meget der sagde hende noget från denne bog, som jeg ikke altid selv kunne følge.
Hun troede naivt att alle som læste den ville komma till samma mening som henne. Derfor ville hun forære alle i familjen et eksemplar. Desværre vækkede den ikke så stor genklang som hun havde håbet. Vi lever i en tid hvor materialismen er benhård.
Tro, Viden og Tvivl
essay
“a lie does´nt become true, wrong doesn´t become right, and evil doesn´t become good, just because it´s accepted by a majority.” Booker T. Washington
Flere af mine venner har i tidens løb spurgt om jeg tror på Gud. Dette kan jo ikke siges at være et ja-nej spørgsmål, men åbner i stedet op for nogle yderst komplicerede betragtninger.
Tænk, hvis det var så enkelt at jeg blot kunne sige ja eller nej. Den grænseløse del af mig ville sige at alt er mulig. Jeg udelukker ingenting, men min mere skeptiske natur afgrænser min verden til det jeg kan opleve på min egen krop og sind, og der kan den kun henvise til diverse oplevelser jeg har haft, som har løftet mig op over det almindelige liv. Men den slags oplevelser er der ikke så mange af. Det er mest midt inde i musikken når jeg udøver den at det sker, hvis jeg er heldig. Eller i min bevægethed overfor en ekstraordinær handling jeg hører om hvor et menneske løfter sig op over sig selv og udretter noget som bringer medfølelse og håb ind i verden. Det berør mit dybeste væsen.
Jesus hævder i skriften at han er vejen, sandheden og livet og Pontius Pilatus spørger: “Hvad er sandhed”.
Hvad er sandhed? Dette spørgsmål er højaktuelt i dag. Aldrig tidligere i mit 78 årige liv har jeg oplevet så meget tvivl hos mig selv og hos dem der omgiver mig. Alt kan der stilles spørgsmålstegn ved i dag.
Jeg kan forstå dem der søger tilflugt i religionen og dermed bestemmer for sig selv hvad sandhed er. Det må være en kæmpelettelse ikke at skulle forholde sig til modstridende argumenter, men blot henvise til den hellige skrift.
Antroposofferne har et sofistikeret forhold til Kristendommen. Steiner hævder at han kan se og læse den åndelige verden som er usynligt for os almindelige mennesker. Han ser kristuskraften som en balancerende kraft mellem den livløse abstrakte ondskab og den vilde uafgrænsede og destruktive emotionalitet.
Jeg kan lide dette resonnement, fordi det giver mening i forhold til de tendenser som jeg ser i verden lige nu. Den kølige videnskab der insisterer på at være identisk med sandheden på den ene side og den vildskab der kommer ud af menneskenes angst og vrede, og hvor deres løbske fantasi skaber en sandhed som bliver bekræftet af ligesindede.
Det er kølig beregning der styr videnskaben, men også en anden økonomisk magtfaktor styr, nemlig den hyperliberale del af industrien, der ligesom videnskaben har nogle bestemte fremgangsmåder at gå efter og som laver deres egen forskning eller finansierer andres. I artiklen: “How big wireless made us think that cell phones are safe” (https://www.thenation.com/article/archive/how-big-wireless-made-us-think-that-cell-phones-are-safe-a-special-investigation/ ) bliver det dokumenteret at der findes selskaber som har specialiseret sig i misinformation. Citat fra artiklen: For the tobacco industry,……….a Brown & Williamson executive wrote for countering anti-tobacco advocates. “Doubt is our product,” the memo declared. “It is also the means of establishing a controversy…at the public level.”
Og tvivl er det vi må leve med i denne tid, hvor industri-interesser forurener debatten. Vi ser eksempler på “videnskabsmænd” som er støttede af industrien (nogen kalder dem for industriluder). I ICNIRP (International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection) som fastsætter grænseværdierne for den elektro-magnetiske stråling finder vi mange eksempler på medlemmer som har tråde til industrien. Dette er jo egentlig ikke så bemærkelsesværdig, når man ser at det også er tilfældet for organisationer der egentlig er sat i verden for at beskytte befolkningen såsom WHO (World Health Organisation), EPA (Environmental Protection Agency), FDA (Food and Drug Administration) med flere. Når den slags går op for mig bliver jeg vred og ked over at det upåagtet får lov til at finde sted i et civiliseret samfund og jeg løber risikoen for at min emotionelle energi tager overhånden og at jeg netop kommer til at forenkle det komplicerede. For at tøjle min løbske følelser gør jeg alt hvad jeg kan for at informere mig fra troværdige kilder, lytter til modargumenter, prøver at veje sandsynligheder for og imod, netop for at prøve at realisere den Steinerske tankegang om balance mellem det rent intellektuelle kalkylerende og det grænseløst emotionelle onde eller med andre ord lader neocortex og det limbiske system påvirke hinanden gensidigt.
Når befolkningen kommer i tvivl på grund af misinformation bliver mange bange. Angsten er mange gange motoren bag de vildeste konspirationsteorierne, men jeg kan ikke lade være inde i mit eget hoved at nære teorier om at selskaber med anknytning til industrien, selv skaber de vildeste konspirationstoerier, helt langt ude, for at implementere deres produkt: tvivl. Og det er netop tvivlen som skaber ubalancen mellem tro viden.
Hvordan kan det f. eks. være muligt at 75 miljoner amerikanere ukritisk tror på Trumps løgne? Tvivl! Når du er i tvivl må du vælge et standpunkt, som ligger tættest op ad din personlighed og din mentalitet. Dette bliver i udstrakt grad benyttet af folkeforførere som Trump med mange flere. En kompliceret forklaring orker mange mennesker ikke at forholde sig til, men en enkel gnist der antænder noget eksplosivt i de følelsesmæssige regioner bliver den enkle sandhed. Fanatisme tror jeg nok at det hedder.
Jeg ser med undren på hvordan vi i Danmark ser en udstrakt tro på myndighederne og den vedtagne mainstream-sandhed. Men myndighederne gør mange gange det samme som usurpatorerne. De manipulerer med almenhedens naivitet. Et eksempel som jeg selv går meget op i er myndighedernes hårdnakkede benægtelse af de mulige skadevirkninger af ikke-ioniserende elektromagnetisk stråling. Største delen af befolkningen er tilsyneladende trygge ved at EMS (elektromagnetisk stråling) er erklæret ufarlig. Dette på trods af en ikke ringe del af videnskaben har kraftige indicier på at EMS også i lavere doser skaber ændringer på celleplan, som hos forsøgsdyr udvikler sig til kræft. Myndighederne klamrer sig til en grænseværdi sat i forhold til den termiske effekt af EMS, hvor imod de oven nævnte skader optræder vid uendeligt meget lavere grænser (9 milj. μW/m2 i forhold til 50 µW/m2) Den termiske grænse (der hvor vi begynder at koge) er fastsat af ICNIRP, som er et privat foretag, hvor mange af medlemmerne har tråde til industrien. Forklaring på myndighedernes afvisning af mulige skader tænker jeg er at de økonomiske tab ved erkendelsen af at den trådløse teknologi er skadelig ville være enorme. Økonomien er vor tids guldkalv som vi danser omkring.
Sundhedsstyrelsen kender udmærket til problematikken fordi de videnskabelige resultater gør det mere og mere sandsynlig at det ér et problem som kræver brug af forsigtighedsprincipper. Bl. a. kan man på deres hjemmeside finde advarsler om mobiltelefoni. Om ikke at holde telefonen til øret, ikke bære den tæt på underlivet, undgå samtaler og i stedet sende sms-er. Men for at finde disse advarsler er man nød til at gå ind på hjemmesiden. Myndigheden vælger ikke at gå ud med disse informationer i almenheden, hvorved de fleste forbliver uoplyste. Det plager mig virkelig at se gravide kvinder snakke i mobiltelefon og derefter putte telefonen ned i en lomme på den gravide mave
Hvis jeg ligesom en aldrende Greta Thunberg drister mig til at sætte spørgsmålstegn ved disse vedtagne sandheder om uskadeligheden ved EMS gør jeg mig til skydeskive for spot, hån, aggressioner og måske endda trusler.
Udbrudet af Corona har skabt stor forvirring. Jeg ser hvordan myndighederne tiltager sig store friheder i deres forsøg på at håndtere den. Tvang, masker, tvangsvaccinering, vaccinepas, nedlukning drøftes som redskaber, uden at man helt sikker ved om disse tiltag vil virke. Denne usikkerhed leder naturlig nok til spekulationer hos befolkningen om de mulige motiver der ligger bag disse beslutninger. Og jeg undres ikke over at folk tænker sådan, fordi en del af befolkningen har registreret at regeringen og myndighederne lyver, misinformerer eller tilbageholder information når det er opportunt.
Hvor sandheden ligger begravet i dette landskab er ikke til at sige. Trump har bidraget stort til at løgne har blevet en del af kulturen og her er grobund for konspirationsteorier. Ordet konspirationsteoretiker har blevet synonymt med “sølvpapirhat” eller tosse. Men vi skal huske på at konspiration rent faktisk finder sted. Så disse teorier kan på den ene side være helt ude i hampen. Eller de kan have et grand af sandhed i sig. Eller de er simpelthen korrekte. Hvem ved?
Vaccineproblematikken kommer i kølvandet af coronarestriktionerne og vi hør hvordan en stor del af befolkningen ikke ønsker at blive vaccineret. Og personlig tror jeg at jeg ved hvorfor, efter at have læst Peter Gøtzsches bog om medicinalindustriens fremfart, hvor han afslører hvad jeg allerede hade stærkt på fornemmelsen, nemlig at medicinalselskaberne ikke interesserer sig det ringeste om vores sundhed, men fokuserer på profitten, hvilket jo er kernen i den neoliberalistiske tankegang. Så jeg synes at jeg kan se hvordan der udkrystalliserer sig to modsatrettede grupperinger i samfundet. De som vælger at tro på myndighederne lige meget hvad, og dem som prøver at se kompleksiteten, bagved det tilsyneladende enkle.
Jeg bliver mere og mere overbevist om at den problematik vi står med i dag, ikke kun med overhængende katastrofer, men også med tvivlen der kommer ud af at vi har valgt at tage nyliberalismens sandheder til os som vore egne. Vi reagerer tilsyneladende ikke på absurditeterne længere. Jeg oplever at denne strømning har forgiftet vores kultur og kastet os ud i uvished, hvor vi opfinder vores egen sandhed for at have noget at holde os til. Enten bliver vi manipuleret af industriel “videnskab” og markedsføring eller forhånet som sølvpapirhatte når vi går imod mainstream. Jeg synes at dette er symptomer på en kultur i undergang. Og jeg føler inderst inde en dyb sorg over verdens tilstand, som jeg næsten ikke tør lade komme op i bevidstheden af angst for at den skulle kunne få mig til at miste modet
Hvis der skal ske en ændring i alt dette må vi konfrontere den destruktive kultur som nyliberalismen har skabt. Vi er nød til på alle planer i samfundet at konfrontere og stoppe løgnene. Kriminalisere foretagender der lever af bevidst at misinformere. Undersøge den øverste topledelse i de forskellige industrier og hvis nødvendig idømme de skyldige fængselsstraffe for genom misinformation at have implementeret skadelige systemer eller produceret usunde unødvendige varer. Vi bør også kriminalisere spild og unødvendig produktion. Og fremfor alt sætte en effektiv stopper for manipulativ industristyret (u)videnskab. Så kan det være at verden langsomt ville kunne få sin balance tilbage.
At leve med viden om eller formodninger om hvad der er på gang i verden og samfundet og samtidig se hvor vanskeligt det lader sig forandre har en voldsom virkning på mig og tænker jeg, på alle som fornemmer alvoren omkring at en forandring er nødvendig. Det er en kæmpebelastning på det psykiske plan og kræver for min egen del en benhård kamp med at bevidst momentvis fortrænge den truende virkelighed for at give plads til en anden, mere spirituel tilgang til virkeligheden gennem musikken og kunsten for at give mig en tiltrængt pause fra elendighederne. Men uden at undlade at prøve med at blive ved med at forandre, der hvor jeg kan.
Den samlede verden lider under de gevaldige fejl der er skabt af destruktive systemer og det handler om for mig om, hvis muligt at medvirke til at få fred på jorden, i vores celler, i vores hoveder og i vores hjerter. Vi skal kunne VIDE os sikre både for os selv, vores børn og deres fremtid.
Et barn, Greta, min ven i ånden bliver ved med at insistere på at vi skal tage sandheden om klimaet til os. Måtte vi lytte, fatte og forandre!
Ebeltoft 18.01.2021 Göran Bergström
