Forfatter: ugoran

Jeg så en film i går sammen med Marius og Sara i Øst for Paradis. Shape of Water. Den har fået to Oscars. Jag vidste ikke rigtigt hvad den handlede om før vi så den, men titlen fik mig til at tænke på former i vandet, organiske flydende former.  Den kan ikke være helt dårlig, især ikke da den har vundet to Oscars, tænkte jeg..

Det viste sig at være noget ganske andet. Set ud fra mit forventningsperspektiv var det en skuffelse. Meget hollywoodsk sentimentalt kærlighedsdrama, med nogle grænselæst psykopatiske skikkelser der begik de grufuldeste overgreb. For mig kom det romantiske at stå i skyggen af det grufulde og mindede mig om at vi lever i en verden side ved side med dybt psykopatiske mennesker, som regerer os, som statsoverhoveder, chefer, politiker, m.m. og som er mestre i forstillelse, manipulation og når lejligheden byder sig til, den grænseløse grusomhed.

Mine tanker kredser omkring, hvad det gør ved vores verden, når disse mennesker drejer verden i en stedse mere inhuman retning.

Som menneske må man vel erkende at vi allesammen har muligheder for at virkeliggøre vores psykopatiske potentiale, når vi lukker af for vores sårbarhed og empati. Psykopatien eksisterer i oplevelsen af usårlighed, hvor den aflukkede sårede sårbarhed manifesterer sig som sadisme.  En nydelsesbetonet hævn over forurettelser der er gået i glemmebogen, men nu opererer afsondret fra sit ophav som en fuldstændig ubegribelig folden sig ud i nuet.

Jeg læste også i information i dag om Peter Madsen. Jeg bryder mig normalt ikke om at læse den slags journalistik hvor man udpensler alle detaljer i underholdningsøjemed. Men denne artikel viste på det split i personligheden, som jo er det der muliggør psykopatien. Peter Madsen kom til at skifte mellem de afsondrede dele i sin bevidsthed alt eftersom de spørgsmål han blev stillet aktiverede den ene eller den anden side i ham.

Jeg erindrede mig bødlen fra Zrebenitsa og bødlen i bogen Eleni, som når de blev konfronterede med sine ugerninger benægtede at de havde fundet sted, stik imod alle fakta. Jeg tror ikke egentlig at de løj. De var bare splittet af fra den anden del af sig selv. Den destruktive hævnende del, som kun aktiveres i særlige situationer, hvor elementerne, had, hævn og mulighed dominerer billedet.

Hvad skal vi gøre ved disse mennesker der ikke vil overgive sig til at være almindelige sårbare sjæle på lige fod med alle andre?

I forlængelse af disse tanker om psykopatien som vor tids pest, var det nærliggende at tænke på de systemer der behersker verden nu meget mere end nogensinde:  De kolossalt magtfulde multinationale selskaber der synes i vid udstrækning at herske over politiker, retsvæsen og den videnskabelige verden.

Ja, hvad kan vi gøre ved det? I hvert fald lade være med at ignorere det, men blive ved med at råbe op, så snart vi får øje på det f.eks. i medicinalindustrien, og den agrokemiske industri for at nævne nogle af de mest belastede. Dernæst, hvad gør vi ved alle korrupte institutioner der baner vej for disse selskabers magt? Statslige kontrolorganer, akademiske institutioner med mange flere?

Det er kommet en revne i min gambe på grund af det tørre vejr der opstår i frostvejr. Når jeg spiller på den kommer der på nogen strenge en skurrende lyd der ikke er spor behagelig og jeg bliver klar over hvor tæt gambens beredvillighed ligger på mit velbefindende. Jeg bliver så tilfreds og jublende glad når strengene leverer lige præcis den klang som jeg har tænkt mig. Det bliver et direkte udtryk for mit indre på en eller anden måde. Jeg giver udtryk og som svar giver gambens klang mig et indtryk som tilfredsstiller mig og gør mig rolig. En måske narcissistisk tilstand som, når gamben skurrer, gør at jeg bliver utilfreds med mig selv.

Jeg tænker på det paradoksale i at menneskets narcissistiske utilfredshed med sig selv samtidig skaber store kunstnere, hvis ustandselige stræben efter perfektion giver os tilskuere/-hørere stor nydelse, imens de selv lider af et uopfyldt ubevidst behov af anerkendelse for det de i virkeligheden er, uden betingelser.

Nå men det er ikke for at jeg vil sammenligne mig med store kunstnere. Jeg bare reflekterer lidt over drivkraften bag ved at opnå tilfredshed med sig selv, og hvordan dette kan for nogen blive afhængig af det ydre svar. Ligesom eksemplet med min skurrende gambe.

I dagens information er en overskrift “vild miljøskandale”.
Det handler om at to af de laboratorier der måler indhold af kvælstof og fosfor i vandet har målt forkert.
Undskyldningen er at de har brugt en anden målemetode.
Resultatet af fejlmålingen har været at regeringen har kunnet komme igennem med sin landbrugspakke, fordi tallene har set rimeligt gode ud.
Jeg tænker straks at dette er en oplagt korruptionssag. Laboratorierne har fået besked på at bruge en misvisende metode, fordi at regeringen skal kunne komme igennem med landbrugspakken.

Endnu er ingen blevet gjort ansvarlig. Ligesom der er sket så mange andre gange under denne regering.

Når jeg sidder på bussen eller går en tur kommer der tanker til mig som jeg får lyst til at dele med andre.

Det er vidt forskellige emner der rumsterer. Overordnet er der den enorme kompleksitet som jeg støder på når jeg prøver at nærme mig hvad som er sandt eller usandt. Det er nærmest som om de ord på en måde er meningsløse, fordi de forsøger at forenkle det komplicerede.

Jeg ved ikke om der er andre end jeg som bliver slået af et fenomen der hele tiden dukker op: En undersøgelse har vist at……og så følger der en masse henvisninger som bekræfter evidensen af hvad undersøgelsen har vist. En tid efter støder du på lige den modsatte påstand. Igen med henvisninger til evidens.

Så hvad stiller man op med den slags informationer. Det findes ikke andet at gøre end at du selv må tage stilling til hvad du vil tro på. Det findes tilsyneladende ikke længere noget man kan tage for givet.

Vi kan remse op uendelige rækker af den slags eksempler:

Glyfosat er sandsynligvis cancerfremkaldende! – Glufosat er sandsynligvis ikke cancerfremkaldende!

Gardasil giver bivirkninger som kan slå folk ihjel – Gardasil redder liv

Peter Gøtschze er en helt – Peter Gøtschze er en charlatan.

GMO er nødvendig for at brødføde verden – GMO er ved at ødelægge verden.

Og så videre….

Som almindelig borgere må man lige se på hvorfra informationerne kommer og hvilke interesser der står bag for derefter at danne sig en opfatelse om hvad man vil tro på.

Videnskab og evidens er i dag et stort kaos. Hvordan skal vi kunne skelne mellem seriøs uafhængig videnskab og en form for markedsføring der giver sig ud for at være videnskab? Ved hjælp af “videnskabelige beviser” kan man manipulere masserne og i dag må man sige at det er lykkedes ret godt.

Når man som jeg står og “overblikker landskabet” synes det som om store internationelle selskaber står øverst i pyramiden. Derefter kommer politikkere og den akademiske verden og under dem justisvæsenet. Det er selvfølgelig en meget forenklet og firkantet femstilling, som nogen straks ville begynde at betegne som konspirationsteorier. Men ikke desto mindre er det det billede jeg får når jeg prøver at samle al den information der cirkulerer. Jeg kunne hvis jeg orkede opremse et væld af den slags informationer der understøtter den forestilling.

Jeg må vist heller holde nu, hvis jeg skal have håb om at nogen overhovedet læser det til ende.